Sol, saft og sandaler!

Fortæller heksen kravler nu i skriveskjul og ønsker alle en skøn, solskinsberiget og fantasifuld sommer
 

Her er Djævelens Poppel "live" ;0)

Oh, du Danske sommer

Det, der med regnen, det er en ommer!!
Hvis du ikke arter dig og bringer sol og varme
Skal jeg personligt varme dine arme bag-tarme!
Nu med trussel og så med gulerod
Hvis du vil være nok så-god
Skal jeg danse og synge, den hele sommer
Prise din varme og spise dine blommer

Med gode sommer hilsner
Fortæller heksen

Henryetta Hawk - en pirathistorie 

Historien om en dansk pige i der i det 18. århundrede oplever, at blive enke i et tidlig alder. Hun arver et magisk kort, som fører hende mod mange skatte. Det lykkedes hende at få hemmelighederne ud af kortet, og begiver sig mod den største skat af alle.Sultan Alladihn el Sulemanns skat. Efter en rejse over Bulgarien, hvor hun bliver kidnappet, får et barn, bliver befriet af sine venner drengene Bill, Will og Christian, begiver Henryetta og hendes venner sig mod det endelige mål. I afsnittet her befinder Henryetta og hendes venner sig i en parallel verden.Men det mest forunderlige er at hun har været i live indtil 2013, hvor hendes tip tip oldebarn bliver kontaktet af en mærkelig advokat. Det er ham der fortæller historien...

Ro, som var kommet først til balkonens kant, stod med åben mund og så på en have med et stort bassin, fuld af vand og et springvand i midten. Blomster i alle farver, blomstrende træer og træer med frugter, fugle i alle størrelser fløj eller gik rundt. Små aber løb rundt og spiste frugterne, drillede fuglene. Pludselig dukkede en abe op foran Ro. Hun hoppede af forskrækkelse, men genvandt hurtig besindelsen.

Aben var nysgerrig og kravlede op på Ro. De andre stod og så på haven og Ro med samme forundring som Ro havde gjort.

”Hvor kom du fra, lille ven?” Ro kiggede ud over balkonkanten og så et reb som var bundet til en af balkonens balustre. 

”Nåe, du er kravlet op af rebet”

Hun aede aben, som takkede ved at hive hende i håret, hoppede tilbage på balkonens kant og fortsatte ind langs en smal gang på etagen.

Da hun vendte opmærksomheden mod gruppen igen, var Will på vej ned af rebet.

Resten af gruppen fulgte efter som perler på en snor, da han stod sikkert nede og holdt rebet.. Bill blev ved med at lade de andre komme foran, til han til sidst stod alene oppe.

”Kom nu onkel Bill, her er så smukt”

”Jeg tør ikke” Lød det meget stille oppe fra

”Hva sagde du??” Lød det skrapt fra Henryetta

”Jamen, jeg tør ikke. Jeg er bange for højder og der er meget lang ned”

”Kom nu din landkrabbe” Det var en af sømændene, som altid var hjælpsom og altid smilede. Selv når det var storm og skibet blev slynget rundt. Han blev kaldt smilende Soren, han var vidst nok svensk.

Bill kravlede over balkonkanten med så meget møje, at de andre var ved at tisse i bukserne af grin.

”Ja, gør I bare nar. I.. I vandskabninge! I hallunker… I klabautermænd!”

Da han endelig var nede, rystede han så meget over hele kroppen, at han havde svært ved at stå stille. Han tog et skridt tilbage for ikke, at falde og trådte uden for stien, på en smuk rød blomst. Solen havde skinnet i haven, indtil dette sekund. Himmelen blev omgående mørkegrå, dyrene flygtede i læ og en regn så hård, at den slog alle blomster og blade til jorden, faldt kort efter. Regnens styrke tiltog for hvert øjeblik.

”Vi må i ly for regnen inden den skader os”

En pompøs indgang med statuer der vogtede på begge sider, viste sig til venstre for den indgang de havde benyttet tidligere. Indgangen lå for enden af en smal sti, gemt bag nogle træer, som nu igen var nøgne, på grund af regnen. 

Da hele gruppen var samlet under halvtaget, var regnen så stærk at de kunne se barken på det nærmeste træ, blev skrællet af. Bag dem var en kæmpe port, af massiv træ. Mønstret på porten viste en masse blomster viklet ind i hinanden og i midten et skelethoved, med dybe øjenhuler. Porten var låst, eller i hvert fald ikke til at få op. 

Regnen styrtede ubønhørligt ned over haven og Ro spekulerede på om alle dyrene var nået i sikkerhed. Imens stod Bill, Will, Christian og Henryetta og kiggede fra kortet til porten og tilbage igen. 

De sømænd der var taget med, stod enten og stirrede tomt ud i regnen eller fulgte med i  samtalen om porten. Flere af dem havde undervejs både fortrudt og tvivlet på rejsen. Ingen sagde noget og alle håbede, at Henryettas historier viste sig at være sande. Tanken om at vende hjem tomhændet efter, at havde været alt dette igennem… Eller endnu værre, at strande i denne verden, for aldrig mere at gense familien, kæresten, kone og børn.

”Der skal indsættes noget i øjenhulerne på kraniet" Will stod med begge pegefingre i hver øjenhule. Bill kiggede op fra kortet.

”Ja, her står – hm hm - noget med noget der er blodrødt. Noget af teksten mangler. Vi skal finde noget blodrødt, at komme ind i øjnene på kraniet på døren.”

Der lød et højt klik fra døren.

”Blod, er jo blodrødt” Ro stirrede på Will som stod helt forstenet og stirrede på sine pegefingre, eller resterne af dem. Hans brøl lød som de kameler der havde vækket dem om morgenen. 

Henryetta skyndte at komme Will til hjælp, inden han besvimede.

I det samme gav døren efter og åbnede bag dem med et suk. Lige inden for døre forbandt Henryetta Will, med assistance fra en af sømændene. Imens så de andre sig om i rummet. 

Inde for døren gik man et par trin ned. Rummet var oplyst af en fakkel, som blev tændt i det døren åbnede sig. Rummet var halvmåneformet, i midten stod en stensarkofag, bag den var tre døre der gik i hver sin retning. Bill undersøgte dørene, som alle viste sig at være låste. Dørene havde ingen mønstre og intet adskilte den ene dør fra den anden. Sarkofagens låg var tungt, men ikke tungere end at da alle skubbede til, rykkede det sig lige nok til man kunne se ned i den... 

Blanke tanker

Jeg har for første gang i meget lang tid en weekend hvor jeg ikke skal noget - overhovedet!
Så var det at jeg tænkte, at jeg hellere måtte se at få alle de historier der har hobet sig op i min hjerne, ned på skrift, så skete der .. ingen ting.. Helt blank.. Tænkte, at lidt tv-kiggeri måske ku' gøre en forskel...

Inden jeg nåede så langt, blev jeg helt filosofisk over hvad de stakkels mennesker gjorde, før tv'et kom til verden..
De måtte underholde sig selv!!!!! J

Så udspandt der sig en indre bedstemor-monolog i mit hoved, om nutidens mennesker der kræver og forventer at blive underholdt. Hvis altså de ikke lige selv-i-scene-sætter sig selv i et show for, at blive kendt i 5 min.. Kendt for at ha de største attributter/være mest "blond"/kunne gøre noget ligegyldigt på den mest pinlige måde... Men det er jo også en måde at bruge tiden på.

Alt det tankeværk førte til disse sætninger - og på forhånd undskyld :0)

Selv-i -scene-sættende kvinde med sceneskræk søger lyssky scenarier..

Underlig underholdning ønskes af underholdnings-bidrags yder

Frisør med skelsættende frisyre, friserer friske fyre

Skilsmisseadvokat med separationsangst, mangler klienter med ordnede forhold

Blondine barberer "Barbie" mon Ken blir' balstyrisk

Ballade mager reparerer brugte og slidte ballader

Farveblind sort-seer ser rødt

Optimist-jolle sejler, diskvalificeret p.g.a. pessimisme

Frustreret fortatter forgriber sig på faglitteraturen og begår et op-slags-værk..

                                                                     Rigtig god påske!!!

Her kommer et digt fra min digt rodekasse:

Hvem har taget ordet

Jeg kan ikke finde det

Havde det ellers lige på tungen

Havde så mange at sige

På række

Som sku gi mening

Hva’ faen er meningen

Når jeg ikke engang selv kan se den

Hvem sku så

Mere fra Henryetta Hawk - en pirathistorie

                                              Skibet Victoria med fuld (!) besætning

Jeg har siddet og leget lidt videre med Henryetta i vinterferien, her er en smagsprøve..

Hvis der er nogen der ude der vil læse mere - giv lyd :0) 

Til jer som ikke har læst første del, eller ikke husker den, er her et resume:

Henriette Høeg er i begyndelsen af 1800 tallet, lykkelig gift med sømanden Hans, han dør pludselig og efterlader hende velhavende og med et mystisk kort. 

Hun forlader Danmark, lader sig gamle identitet sløre ved, at skifte navn og bosætter sig for en tid i London. Her finder hun ud af mere om kortet, at det er magisk og kan føre hende til skatte i hele verden. 

Klædt ud som drengen Henry, får Henryetta hyre på skibet Victoria som dæksdreng, hos den berømte og berygtede kaptajn Black Stewie. Hun avancerer til kabysknægt og ender som skibskok. Undervejs bliver hun ven med Christian og brødrene Bill og Will. 

Sammen kaster de sig ud for at finde skatte og kortets mysterier. Det sidste ved drengene dog ikke endnu, da Henryetta holder hemmeligheden for sig selv. De lægger til ved Guldlysten i det afrikanske kontinent, hvor de skal finde den hvide mand. For at finde ham må de først finde en kannibal stamme. 

Her hvor anden del begynder er drengene og Henryetta, kommet tilbage til skibet. Henryetta har fået sit "gamle" job som skibskok igen, nu som hende selv. 

Skibet er på vej ud mod nye havne, steder at handle og bytte varer.. 

Historien om Henryetta fortælles af advokaten H.C Studsebjerg til Rosalina Høg, som er efterkommer af Henryetta

Henryetta Hawk del 2

Allerede dagen efter bankede jeg på hos HC og Brigitte igen. 

Jeg havde ikke sovet mange timer og de få timer jeg havde, havde jeg vandret rundt i London i gamle dage, fundet en skat på et kloster, snakket med gamle søulke og kæmpet mod kannibaler.

Brigitte åbnede og med en mine som om jeg var ventet, hun bad mig sætte mig. Foran mig stod en kop og en tallerken med smurte nybagte boller, tandsmør igen. Jeg ender med at veje 100 kg hvis jeg fortsætter med at komme her.

HC kom ind i stuen nybarberet, sirligt påklædt, løsnede manchet knapperne, satte sig og fortsatte fortællingen som om han bare havde været på wc et øjeblik.

”Efter mange måneder på havet, var Henryetta og drengene blevet temmelig velhavende. De havde vænnet sig til søluften og havde ikke travlt med at komme hjem. Henryetta kunne tyde det meste af kortet, men kunne ikke finde ud af hvad de tegn i venstre hjørne af kortet betød. Lige meget hvor mange sprog hun lærte sig, var der intet der hjalp.

En dag da hun stod i kabyssen godt begravet i tankerne, om hvordan livet med Hans derhjemme ville havde været, lød der et råb fra udkigstønden. 

Normalt lød råbet ”Land i sigte” eller ”Piratskib forude” eller ”Storm forude” Dette råb havde lydt: ”Kæmpe slange forude!”

Alle samledes på dækket og spejdede efter slangen. Efter et par minutter i tavshed, blev vandoverfladen brudt af et hoved på størrelse med skibet, et par røde øjne, en kæmpe mund og næsebor så store, så en voksen mand kunne gå oprejst ind i dem. Slangen pustede vand ud, så hele besætningen fik brusebad. Resten af dens krop fortabte sig ud i horisonten. Søslangen svømmede rundt om skibet, lagde sig til rette om det. Ikke engang en storm ville ha' kunnet rokke det.

Alle stod tavse, dryppende og kiggede på uhyret, nærmest i trance. 

Indtil Henryetta brød tavsheden. ”Jeg tror den har øjenbetændelse”

Et par begyndte at grine, snart stod hele besætningen og lo så tårerne sprøjtede.

”Den var go Henry, øjenbetændelse!” Alle havde vænnet sig til navnet, så det hang ved.

Black Stewie, dunkede Henryetta i ryggen og gik smilende op på broen.

”Jeg, mener det. Den har øjenbetændelse. Det er derfor den ligger her”

”Gi den et øjenkompres, så bliver den sikkert rask” Stemmen kom fra Big Robert, som havde hadet Henryetta siden han blev kølhalet på grund af hende.

Alle blev stille og så på Big Robert. Han tog et skridt i mod Henryetta, hvor efter fire besætningsmedlemmer trådte ind foran Henryetta.

Henryetta fortsatte

”Jeg ved godt det lyder skørt, men jeg har brug for hjælp til at blive hejst ned til søuhyret” 

Flere meldte sig og efter lidt forberedelse, blev hun hejst ned til dyret.

Alle gøs da hun satte foden på dyrets næse. Slangen fulgte hende med øjnene, som løb i vand. Den blinkede, men lod hende ellers træde på sig. Efter hende blev en spand hejst ned, fyldt med væske. En suppe af urter Henryetta havde skyndt sig at lave. Hun nærmede sig forsigtigt dyrets øjne. Hun kunne se hvordan betændelsen lå i kanterne.

”Din stakkel, det må gøre ondt.”

Hun rensede dens øjne og forsøgte efter bedste evne at dryppe urtevæsken i dens øjne. Dyret lå helt stille og lod hende gøre det. Blinkede kun et par gange. Da hun var færdig, satte hun sig på hug og aede dyret. Efter lidt tid faldt det i søvn. Da hun blev hevet op, hjalp Black Stewie hende over kanten.

”Hvad gør vi, vi kan jo ikke komme nogen vegne nu?”

”Vi venter, han skal lige sove, så er jeg sikker på at han svømmer væk. Lad os holde en fest, nu behøver vi jo ikke holde kursen.”

”Du har ret, Henry! Frem med Rom og instrumenter!”

Næste morgen vågnede alle da skibet duvede en smule. Bill hang ud over rælingen og var helt grøn i hovedet.

”Den er væk” Viskede han.

...

Nytårs løfte

Jeg håber at alle kom godt og festligt ind i det nye år!

I kommende år vil jeg bestræbe mig på, at være mere blog aktiv. Med historier og andet skribleri fra fantasirode kassen. Har du noget du gerne vil læse en historie om, tøv ikke med at skrive!
Du kan skrive her på bloggen eller til: livingstories.cs@gmail.com

Historier kommer først rigtigt til live, når der er nogen der oplever dem - enten på et lærred eller på det indre lærred, så får du en trang til at udbrede kendskabet til Fortæller-heksen, skal du heller ikke tøve! :0)

Her er et lille nytårsønske for jer alle

Med nytåret kom en tom kalender
Står du nu med tomme hænder
læs en bog, syng en sang
og oplev glæden endnu en gang
Er dine hænder derimod fyldte
så kast det bort og gå på stylte :0)
Se til at dit indre barn
får leget nok, det lille skarn
Så kommer solen og det nye år
så velkommen som en kaffetår
Med ønsket om et farverigt og fantasifuldt
2013

Fortæller-heksen

Ps. du kan også tilmelde dig Fortæller-heksens venner på facebook

Kære læser!
Fortæller heksen ønsker alle et skønt og eventyrligt nyt år!
Jeg glæder mig til at vende tilbage med nye historier og andet spas fra fantasirodekassen.

Kæmpe nytårs-trut
Fortæller heksen

4 advent - nu er julen for alvor over os.. Det kræver en ekstra julet historie

For at skabe den rette stemning; forestil dig en pejs med ild i, et bord med æbleskiver, juleknas og lidt at drikke.. En god melodi i radioen.. Ilden knitrer, granen dufter og pludselig høres bjældeklang..
Så blir det ikke mere julet, vel!?

Et ægte juleeventyr

Denne historie handler om en familie der hverken havde gran, pejs eller juleknas. Faderen var blevet fyret fordi firmaet skulle spare. Så familien måtte flytte fra deres dejlige hus, til en lille lejlighed. Børnene havde boet i huset hele deres liv og havde måtte flytte skole og væk fra alle deres venner. I begyndelsen sagde moderen og faderen; at det hele nok skulle gå, men faderen begyndt at drikke, så deres sidste sparepenge gik til det. Endda de lommepenge børnene fik, forsvandt. Så den ældste,  drengen Simon gemte pengene godt og sagde til sin lillesøster Cecilie, at hun skulle gøre det samme. Da julen nærmede sig, spurgte Cecilie sin mor om de fik gaver i år. "Kære Cecilie, hvis vi får noget at spise juleaften, skal vi være glade" Cecilie vidste jo godt, at de var fattige, men ingen jul! Hvad skulle hun fortælle hendes nye klassekammerater som allerede var begyndt, at fortælle om alt det de var sikre på at få til jul.

Cecilie var ulykkelig. Hun fortalte sin bror om det moderen havde sagt og Simon klappede Cecilie ømt på hovedet og sagde. " Jeg har en plan Cille, men lov mig ikke at sige noget til mor eller far" Det lovede hun. Planen var den, at han - Simon ville stjæle lidt til juleaften, gennem hele december. Så de havde det hele, Han fortalte ikke , at han allerede havde købt gaver til alle for de få lommepenge han havde fået.
Desværre blev han opdaget af en flaskedreng, da han stod og stoppede nødder ind på maven.
Simon blev slæbt ind på butikkens kontor og han stod nu foran en stor og vred mand. "Hvad tror du, du laver? Ved du ikke, at man kan komme i fængsel for det du gør!" Simon nikkede flovt og forsøgte at forklare, men købmanden ville ikke høre nogen forklaring og smed ham ud af butikken, med ordene; "Du viser dig aldrig her mere, din tyvknægt" Simon var ulykkelig, gik lige hjem og i seng.

Før alt dette skete var Simon altid på farten med sine venner, glade og grinende cyklede de rundt på vejene og hang lidt ud hvor de ville. Nu, sad han hjemme hver aften. Deres moder var ligeledes ulykkelig, hun kunne se hvordan hele familien led og hun følte sig magtesløs. Hvad skulle hun dog gøre?
Det var blevet den 23. december, alt de havde i huset var nogle kartoflet på glas og en spegepølse. Dette skulle gøre det ud for aftensmad. Hun havde været for stolt til - i tide - at søge om julehjælp og nu var tiden og mulighederne løbet ud.

For at slippe denne triste følelse, bare et øjeblik, gik hun en tur ud i sneen, som var begyndt at dale. Mens hun gik, tog sneen til, udviklede sig til en snestorm i løbet af få minutter og snart kunne hun ikke se hvor hun var og hvilken vej der var hjem. Moderen søgte ly ved et busstopskur, desværre havde nogen smadret alle siderne, så der var ikke meget ly at finde. Mens hun stod og forsøgte at skimte en vej igennem sneen, så hun en dværg komme gående, helt ugeneret af sneen, hun(dværgen) så faktisk ud til at nyde den. "Go eftermiddag, sikke et skønt vejr" sagde dværgen da hun kom hen til stoppestedet. "Ah, jeg syns nu det er lidt koldt og så er jeg faret vidt" sagde moderen. "Jamen dog, hvor skal du hen?" Spurgte dværgen "Godt spørgsmål, jeg skal hjem, men det har jeg heller ikke lyst til" Og så brast moderen i gråd. "Jamen jamen, den er da helt gal! Kom du med mig, jeg bor ikke så langt herfra. Du kan få en kop juleglögg og fortælle mig det hele, hvis du vil" Moderen nikkede og lod sig føre sikkert gennem sneen. Ikke langt fra stoppestedet var en lille sti, som man ikke ville kunne se, hvis ikke man vidste den var der.

Stien førte til et lille hus. Huset var varmt og hyggeligt og snart faldt moderen ned i en god stol, med en varm kop glögg og fortalte løs om alt, der var sket i løbet af  året. Om faderen der drak og børnene der havde mistet venner og forsøgte, at gøre hvad de kunne for at hjælpe, endskønt de bare i disse dage skulle have lov til, at være børn der glæder sig til jul.
Moderen græd igen. Så mærkede hun en hånd på sin skulder. En varm hånd der kom en særlig trøstende følelse fra. Dværgen stod og holdt moderen på skulderen og så hende direkte ind i øjnene. "Du har julens budskab om kærlighed dybt i dit hjerte, jeg lover dig, at det skal gå jer godt" Moderen fik trøst af disse ord, takkede og gik hjem. Følte sig lettet, selv om hun vidste hvad hun kom hjem til.

Faderen var ikke hjemme. "Han er vel gået ned for at bytte de tomme flasker til fulde, sukkede hun "
Børnene var heller ikke hjemme... Nå, men de skal have lov til at få den smule de kan få om det så er frihed, så er det det." Moderen fandt sit gamle julepynt frem. Hun havde slet ikke haft lyst til, at pynte op før. "Hvorfor skal vi dog det, i denne elendighed" Men nu kom lysten over hende. Hun satte den største potteplante på gulvet og pyntede det som et juletræ. Fandt lidt garn frem og hæklede en hårelastik til Cecilie og et par sokker til Simon. Til sin mand ville hun give ti kys. Hun nynnede, da hun hørte døren gå. "Hvem, der?" Ingen svarede. Hun gik mod døren og så en bunke pakker stå midt i entreen, døren var lukket igen og ingen var kommet ind. Hun kiggede på pakkerne, Til Simon, Til Cecilie, Til Mor, til Far fra... Nissen.
"Vi kender da ingen med det navn! Måske er det Vores nabo!?" Hun kiggede ud i opgangen og på naboens dørskilt" " Hassan" "Nej, det er nok ikke dem.." Men..." I det samme kom Simon og Cecilie stønnende og smilende op af trappen. "Se mor hvad vi fandt i parken" Simon holdt en hundredekroneseddel op. "Så kan vi købe lidt mad til i morgen!" "Mine skønne børn! Hvad skulle jeg gøre uden jer! Men, nu går der jo en stakkel rundt og leder efter sine penge, kan I gå i parken igen og se om der er en der leder!" "Ah, mor tænk over, at vi kan få en juleaften med de her penge" "Ikke tale om! Gå og når I kommer tilbage, så har jeg en varm kop te og en overraskelse til jer"
Børnene løb ned og ud. I Parken gik et lille menneske, det viste sig at være en dværg, da børnene kom helt hen til hende. "Leder du efter noget" Spurgte Simon stille. ""Ja, jeg har tabt en hundredekroneseddel heromkring. Vil I hjælpe mig med, at finde den?" " Vi har fundet den" Simon holdt trist seddelen op. Dværgen så han i øjnene. "Du er en god dreng. Jeg ved det er svært, for I kunne købe julemad for denne seddel. Men I skal få meget endnu bedre. Det lover jer. Gå I hjem og hyg med jeres mor, så får I at se"

"Hvordan kunne hun vide det?" Spurgte Cecilie. "Aner det ikke, Cille. Men da hun så på mig blev jeg helt glad inden i og jeg ved nu, at det hele nok skal gå" "Hvis du tror det, så gør jeg også" Cecilie tog armen under Simons arm og sådan gik de hjem. Før alt dette her, havde Cecilie sine veninder og Simon sine venner. De talte næsten aldrig sammen og når de gjorde skændtes de ofte.

Da de kom hjem, duftede det af julebag i hele opgangen. "Ej, hvor kunne jeg godt spise hundrede pebernødder. Kan du huske dem farmor altid bagte" Cecilie nikkede og slikkede sig om munden. "Eller mormors vanlijekranse!" Da, de åbnede døren blev de overvældet af duften af hjemmebag. I køkkenet stod moderen og bagte og faderen sad på køkkenbordet med en sodavand i hånden og munden fuld af kage.

De smilte begge. "Børn, far har en god nyhed til jer" De satte sig ved bordet, hvor der stod en tallerken fuld af pebernødder og vanlijekranse. Varm te på kanden. Faderen og moderen satte sig og faderen rømmede sig. " Jeg... I ved, at det har været svært, det har det også for jer.. Jeg var på vej ned for at bytte de tomme flasker til fulde og så mødte jeg en lille dame, som spurgte om jeg havde brug for hjælp. Jeg fortalte hende det hele, om min fyring og ikke kunne finde nyt job. Om at vi måtte flytte, at I havde mistet jeres venner  og at, vi nu skulle holde en jul uden alt det der er julet. Den lille dame holdt mig kærligt på armen og så mig ind i øjnene og sagde: Alt det julede er bare overflade, det vigtigste er at du har kærligheden i dit hjerte. Så opdagede jeg, at jeg fik troen tilbage på, at vi nok skulle klare den. Så jeg ringede til min gamle chef, for at ønske ham god jul. Han havde været så ked af, at skulle fyre os. Han var en god chef! Han sagde, at han netop havde forsøgt, at få fat på mig. Fordi han havde startet et nyt lille firma og, at han ville ikke kunne give så meget i løn som før, men en løn! Han spurgte, hvordan det gik og jeg kom til at fortælle ham det hele. Han lovede at hjælpe. Og da jeg kom hjem stod mor og bagte og se" Faderen pejede på en masse pakker. "De er fra Nissen. Det hedder min Chef. Julius Nissen"

Således gik det til at den lille familie fik en dejlig juleaften. Med and og steg, ria a la mande, slik og gaver. Men den gave de alle var mest glade for, var at glæden var kommet tilbage i deres familie.

En måned senere kunne de flytte tilbage i deres gamle hus, som ikke var blevet solgt endnu. Børnene forblev de bedste venner. Faderen blev companion i firmaet og moderen fik job i børnehave klassen, på børnenes skole gamle skole hvor de flyttede tilbage til. Her fortalte hun historier om nisser der hjælper folk i nød hver jul, i sær elskede hun at fortælle om dværgen, som hun aldrig fandt igen, men var sikker på at at hun var en nisse.

Med ønsket om at du og din familie må få en dejlig jul, med alle de glade og gode ting en jul kan indeholde.
Kærlig hilsen
Fortæller heksen

                           Moderen der pynter juletræet året efter i familiens "nye-gamle" hus

Så blev det tid til det 3. kapitel i jule-advents-eventyret

Den onde Julemand

I dag har jeg været ude med en af nisserne fra Julemandens gård, han havde problemer med, at finde en gave til sin kone. Jeg tilbød ham, at hjælpe og.. nej! måske skulle jeg begynde fra begyndelsen.

Helt tilbage til den juleaften, hvor jeg fik det magiske støv af en nisse, har jeg haft en god nisseven. Naturligvis den selv samme nisse, som vi hjalp op af snedriven. Han hedder i øvrigt Niss Bond, (han er født med navnet Hansen, men han synes Bond lyder sejere) Niss kommer forbi et par gange om året og så fejrer vi hvad der lige er at fejre.. Han har fortalt mig en historie, som min morfar aldrig fortalte mig som barn, og jeg forstår godt hvorfor..

Historien foregik for ca 100 år siden, i Grønland på Julemandens gård. En stormfuld nat sidst i november, bankede det højlydt på døren til Julemandens gård. Julemor åbnede og ind væltede sne og blæst. Julemor blev blæst omkuld, slog hovedet mod en stol og gik ud som et lys. Noget tid senere, da kom hun til sig selv var døren lukket og alt var stille. Så, hun blev enig med sig selv om, at hun måtte havde gået i søvne, havde drømt og var faldet, så hun gik i seng igen. 

Næste morgen var Julemanden morgensur, eller rettere fuldstændig ral og rasende. Det var lige meget hvad alle gjorde eller sagde, de fik skæld ud og værst gik det ud over Julemor. Da dagen var omme, var Julemor grædefærdig, hun søgte ned på legetøjs fabrikken. Her sad over tusinde nisser i mørke og kulde og frøs. De var blevet fyret, for "Hvem gider have det grimme legetøj I laver!" havde Julemanden sagt. 

Julemor sad længe i mørket og kulden, sammen med nisserne. De snakkede om Julemanden var blevet syg, han som plejer at være den rareste mand i hele verden. Fuld af godt humør og venlige ord. "Måske er han blevet træt af at være så sød og rar" sagde en meget ung nisse. "Nej, det bliver han aldrig! Noget er galt, rivende galt!"  Det kunne de alle blive enige om, men ikke hvad de skulle gøre, så Julemor måtte gå hjem til sin gale Julemand.

Da hun kom hjem var han mere end rasende over, at hun ikke havde lavet hans mad og da hun varmede en portion risengrød, som er hans livret, blev han om muligt endnu mere rasende. "Skal jeg spises af med sådan en klat lunken rissplat!! Jeg vil have flæskesteg med sovs og kartofler!" Nu blev det for meget for Julemor. Hun pakkede lidt tøj og gik hjem til sin mor. Her fortalte hun stortudende hvad der var sket. 

Julemors mor var en gammel klog kone, som havde forstand på lidt af hvert, især på troldomskunster. 

"Han er blevet forhekset og hvis jeg gætter rigtigt, så er det Isheksen Milutta. Hun er en værre strigle. Da hun var yngre ville hun have Julemanden til mand, således at hun kunne få det ærefulde erhverv som Julemor. Men han var faldet for dig og ville ikke vide af hende. Siden har hun forsøgt at drille ham, men nu er hun gået over stregen!" Julemors mor gik i køkkenet og bryggede en bryg. "Giv Julemanden det her i morgen-øllen, så skal du se løjer. Men sørg for at få Milutta til at komme og se på!"

"Hvordan skal jeg dog få hende til at komme? Jeg ved ikke engang hvor hun bor? " Sagde Julemor endnu en gang grædefærdig. "Tør dine øjne, mit barn. Her er en fløjte, fløjt to gange i den inden du lægger dig til at sove. I morgen står der en hest med slæde foran Julemandens gård. Du hvisker i hestens øre hvem den skal finde og snart vil du få besøg. Hun vil sikkert være sur, for hun har ikke noget andet valg end at følge med"

Julemor takkede sin mor, gik hjem og fløjtede i fløjten og lagde sig til at sove ved siden af en stor-snorkende Julemand. 

Næste morgen stod der en hest med slæde. Julemor gjorde som hendes mor havde sagt. Snart stod slæden med en hvæsende og spruttende Isheks. Julamanden var netop stået op, havde sat sig ved morgenbordet. Skældende og smældende rakte han ud efter øllet, med sin svigermors drik i. Han tømte kruset i en slurk og blev helt stille. I få sekunder troede Julemor, at drikken ikke virkede. Pludselig sprang han op, mens han tog sig til maven, hvorpå han løb uden for. Ud hvor Isheksen sad magisk bundet til slæden, her tog Julemanden et fast greb i Isheksen og åbnede munden, ud fra hans mund stod en mørk sky. Skyen fløj fra ham og over på Isheksen, som satte i et hyl. Skyen hvirvlede rundt om hende, hev i hendes hår, rev hendes kinder, flåede i hendes tøj. Hun bad om nåde, tiggede og bad for sit liv. 

Julemors mor, kom gående gennem snedriverne, sagde med høj og skarp stemme: "Hvis du forlader området, for aldrig mere at sætte dine ben her, skal du frisættes for dine plager, Milutta"

"Jeg lover, aldrig mere at komme og aldrig mere at genere Julemanden igen, bare jeg slipper for dette"

I det samme lettede skyen og hesten galopperede væk med Isheksen.

Julemanden, som godt kunne huske hvert et ondt ord han havde sagt under sin forbandelse, havde travlt med at få sagt undskyld. Alle var forstående og glade for at få deres glade Julemand tilbage. 

Naturligvis blev der holdt stor fest på Julemandens gård den aften, hvor alle fra landsbyen var med.

Nisser forstår at feste og fejrer hver en ting, som er værd at fejre!

Hav en skøn og julerig uge.

På gensyn 4.advent

Julelig hilsen

Fortæller Heksen