Pirat på udkig efter pirat-vikarer

Pirat besøg på lejrskole

Henryettas Hawks datter Rowana var på besøg på en lejrskolei Ganløse

Her fortæller hun hvordan hun fik fingrene i de magiske sten, desværre var intet kamera hurtigt nok til at fange de tre. 

Rowana - kaldet Ro manglede mandskab på grund af sygdom blandt mamndskabet (ræser mave), så hun søgte Pirat-vikarer. Der var mange frivillige blandt børnene, de sejler nu havene tynde og skurer dæk, mens mandskabet ligger brak. 

Henryetta Hawk - en pirathistorie 

Historien om en dansk pige i der i det 18. århundrede oplever, at blive enke i et tidlig alder. Hun arver et magisk kort, som fører hende mod mange skatte. Det lykkedes hende at få hemmelighederne ud af kortet, og begiver sig mod den største skat af alle.Sultan Alladihn el Sulemanns skat. Efter en rejse over Bulgarien, hvor hun bliver kidnappet, får et barn, bliver befriet af sine venner drengene Bill, Will og Christian, begiver Henryetta og hendes venner sig mod det endelige mål. I afsnittet her befinder Henryetta og hendes venner sig i en parallel verden.Men det mest forunderlige er at hun har været i live indtil 2013, hvor hendes tip tip oldebarn bliver kontaktet af en mærkelig advokat. Det er ham der fortæller historien...

Ro, som var kommet først til balkonens kant, stod med åben mund og så på en have med et stort bassin, fuld af vand og et springvand i midten. Blomster i alle farver, blomstrende træer og træer med frugter, fugle i alle størrelser fløj eller gik rundt. Små aber løb rundt og spiste frugterne, drillede fuglene. Pludselig dukkede en abe op foran Ro. Hun hoppede af forskrækkelse, men genvandt hurtig besindelsen.

Aben var nysgerrig og kravlede op på Ro. De andre stod og så på haven og Ro med samme forundring som Ro havde gjort.

”Hvor kom du fra, lille ven?” Ro kiggede ud over balkonkanten og så et reb som var bundet til en af balkonens balustre. 

”Nåe, du er kravlet op af rebet”

Hun aede aben, som takkede ved at hive hende i håret, hoppede tilbage på balkonens kant og fortsatte ind langs en smal gang på etagen.

Da hun vendte opmærksomheden mod gruppen igen, var Will på vej ned af rebet.

Resten af gruppen fulgte efter som perler på en snor, da han stod sikkert nede og holdt rebet.. Bill blev ved med at lade de andre komme foran, til han til sidst stod alene oppe.

”Kom nu onkel Bill, her er så smukt”

”Jeg tør ikke” Lød det meget stille oppe fra

”Hva sagde du??” Lød det skrapt fra Henryetta

”Jamen, jeg tør ikke. Jeg er bange for højder og der er meget lang ned”

”Kom nu din landkrabbe” Det var en af sømændene, som altid var hjælpsom og altid smilede. Selv når det var storm og skibet blev slynget rundt. Han blev kaldt smilende Soren, han var vidst nok svensk.

Bill kravlede over balkonkanten med så meget møje, at de andre var ved at tisse i bukserne af grin.

”Ja, gør I bare nar. I.. I vandskabninge! I hallunker… I klabautermænd!”

Da han endelig var nede, rystede han så meget over hele kroppen, at han havde svært ved at stå stille. Han tog et skridt tilbage for ikke, at falde og trådte uden for stien, på en smuk rød blomst. Solen havde skinnet i haven, indtil dette sekund. Himmelen blev omgående mørkegrå, dyrene flygtede i læ og en regn så hård, at den slog alle blomster og blade til jorden, faldt kort efter. Regnens styrke tiltog for hvert øjeblik.

”Vi må i ly for regnen inden den skader os”

En pompøs indgang med statuer der vogtede på begge sider, viste sig til venstre for den indgang de havde benyttet tidligere. Indgangen lå for enden af en smal sti, gemt bag nogle træer, som nu igen var nøgne, på grund af regnen. 

Da hele gruppen var samlet under halvtaget, var regnen så stærk at de kunne se barken på det nærmeste træ, blev skrællet af. Bag dem var en kæmpe port, af massiv træ. Mønstret på porten viste en masse blomster viklet ind i hinanden og i midten et skelethoved, med dybe øjenhuler. Porten var låst, eller i hvert fald ikke til at få op. 

Regnen styrtede ubønhørligt ned over haven og Ro spekulerede på om alle dyrene var nået i sikkerhed. Imens stod Bill, Will, Christian og Henryetta og kiggede fra kortet til porten og tilbage igen. 

De sømænd der var taget med, stod enten og stirrede tomt ud i regnen eller fulgte med i  samtalen om porten. Flere af dem havde undervejs både fortrudt og tvivlet på rejsen. Ingen sagde noget og alle håbede, at Henryettas historier viste sig at være sande. Tanken om at vende hjem tomhændet efter, at havde været alt dette igennem… Eller endnu værre, at strande i denne verden, for aldrig mere at gense familien, kæresten, kone og børn.

”Der skal indsættes noget i øjenhulerne på kraniet" Will stod med begge pegefingre i hver øjenhule. Bill kiggede op fra kortet.

”Ja, her står – hm hm - noget med noget der er blodrødt. Noget af teksten mangler. Vi skal finde noget blodrødt, at komme ind i øjnene på kraniet på døren.”

Der lød et højt klik fra døren.

”Blod, er jo blodrødt” Ro stirrede på Will som stod helt forstenet og stirrede på sine pegefingre, eller resterne af dem. Hans brøl lød som de kameler der havde vækket dem om morgenen. 

Henryetta skyndte at komme Will til hjælp, inden han besvimede.

I det samme gav døren efter og åbnede bag dem med et suk. Lige inden for døre forbandt Henryetta Will, med assistance fra en af sømændene. Imens så de andre sig om i rummet. 

Inde for døren gik man et par trin ned. Rummet var oplyst af en fakkel, som blev tændt i det døren åbnede sig. Rummet var halvmåneformet, i midten stod en stensarkofag, bag den var tre døre der gik i hver sin retning. Bill undersøgte dørene, som alle viste sig at være låste. Dørene havde ingen mønstre og intet adskilte den ene dør fra den anden. Sarkofagens låg var tungt, men ikke tungere end at da alle skubbede til, rykkede det sig lige nok til man kunne se ned i den... 

Mere fra Henryetta Hawk - en pirathistorie

                                              Skibet Victoria med fuld (!) besætning

Jeg har siddet og leget lidt videre med Henryetta i vinterferien, her er en smagsprøve..

Hvis der er nogen der ude der vil læse mere - giv lyd :0) 

Til jer som ikke har læst første del, eller ikke husker den, er her et resume:

Henriette Høeg er i begyndelsen af 1800 tallet, lykkelig gift med sømanden Hans, han dør pludselig og efterlader hende velhavende og med et mystisk kort. 

Hun forlader Danmark, lader sig gamle identitet sløre ved, at skifte navn og bosætter sig for en tid i London. Her finder hun ud af mere om kortet, at det er magisk og kan føre hende til skatte i hele verden. 

Klædt ud som drengen Henry, får Henryetta hyre på skibet Victoria som dæksdreng, hos den berømte og berygtede kaptajn Black Stewie. Hun avancerer til kabysknægt og ender som skibskok. Undervejs bliver hun ven med Christian og brødrene Bill og Will. 

Sammen kaster de sig ud for at finde skatte og kortets mysterier. Det sidste ved drengene dog ikke endnu, da Henryetta holder hemmeligheden for sig selv. De lægger til ved Guldlysten i det afrikanske kontinent, hvor de skal finde den hvide mand. For at finde ham må de først finde en kannibal stamme. 

Her hvor anden del begynder er drengene og Henryetta, kommet tilbage til skibet. Henryetta har fået sit "gamle" job som skibskok igen, nu som hende selv. 

Skibet er på vej ud mod nye havne, steder at handle og bytte varer.. 

Historien om Henryetta fortælles af advokaten H.C Studsebjerg til Rosalina Høg, som er efterkommer af Henryetta

Henryetta Hawk del 2

Allerede dagen efter bankede jeg på hos HC og Brigitte igen. 

Jeg havde ikke sovet mange timer og de få timer jeg havde, havde jeg vandret rundt i London i gamle dage, fundet en skat på et kloster, snakket med gamle søulke og kæmpet mod kannibaler.

Brigitte åbnede og med en mine som om jeg var ventet, hun bad mig sætte mig. Foran mig stod en kop og en tallerken med smurte nybagte boller, tandsmør igen. Jeg ender med at veje 100 kg hvis jeg fortsætter med at komme her.

HC kom ind i stuen nybarberet, sirligt påklædt, løsnede manchet knapperne, satte sig og fortsatte fortællingen som om han bare havde været på wc et øjeblik.

”Efter mange måneder på havet, var Henryetta og drengene blevet temmelig velhavende. De havde vænnet sig til søluften og havde ikke travlt med at komme hjem. Henryetta kunne tyde det meste af kortet, men kunne ikke finde ud af hvad de tegn i venstre hjørne af kortet betød. Lige meget hvor mange sprog hun lærte sig, var der intet der hjalp.

En dag da hun stod i kabyssen godt begravet i tankerne, om hvordan livet med Hans derhjemme ville havde været, lød der et råb fra udkigstønden. 

Normalt lød råbet ”Land i sigte” eller ”Piratskib forude” eller ”Storm forude” Dette råb havde lydt: ”Kæmpe slange forude!”

Alle samledes på dækket og spejdede efter slangen. Efter et par minutter i tavshed, blev vandoverfladen brudt af et hoved på størrelse med skibet, et par røde øjne, en kæmpe mund og næsebor så store, så en voksen mand kunne gå oprejst ind i dem. Slangen pustede vand ud, så hele besætningen fik brusebad. Resten af dens krop fortabte sig ud i horisonten. Søslangen svømmede rundt om skibet, lagde sig til rette om det. Ikke engang en storm ville ha' kunnet rokke det.

Alle stod tavse, dryppende og kiggede på uhyret, nærmest i trance. 

Indtil Henryetta brød tavsheden. ”Jeg tror den har øjenbetændelse”

Et par begyndte at grine, snart stod hele besætningen og lo så tårerne sprøjtede.

”Den var go Henry, øjenbetændelse!” Alle havde vænnet sig til navnet, så det hang ved.

Black Stewie, dunkede Henryetta i ryggen og gik smilende op på broen.

”Jeg, mener det. Den har øjenbetændelse. Det er derfor den ligger her”

”Gi den et øjenkompres, så bliver den sikkert rask” Stemmen kom fra Big Robert, som havde hadet Henryetta siden han blev kølhalet på grund af hende.

Alle blev stille og så på Big Robert. Han tog et skridt i mod Henryetta, hvor efter fire besætningsmedlemmer trådte ind foran Henryetta.

Henryetta fortsatte

”Jeg ved godt det lyder skørt, men jeg har brug for hjælp til at blive hejst ned til søuhyret” 

Flere meldte sig og efter lidt forberedelse, blev hun hejst ned til dyret.

Alle gøs da hun satte foden på dyrets næse. Slangen fulgte hende med øjnene, som løb i vand. Den blinkede, men lod hende ellers træde på sig. Efter hende blev en spand hejst ned, fyldt med væske. En suppe af urter Henryetta havde skyndt sig at lave. Hun nærmede sig forsigtigt dyrets øjne. Hun kunne se hvordan betændelsen lå i kanterne.

”Din stakkel, det må gøre ondt.”

Hun rensede dens øjne og forsøgte efter bedste evne at dryppe urtevæsken i dens øjne. Dyret lå helt stille og lod hende gøre det. Blinkede kun et par gange. Da hun var færdig, satte hun sig på hug og aede dyret. Efter lidt tid faldt det i søvn. Da hun blev hevet op, hjalp Black Stewie hende over kanten.

”Hvad gør vi, vi kan jo ikke komme nogen vegne nu?”

”Vi venter, han skal lige sove, så er jeg sikker på at han svømmer væk. Lad os holde en fest, nu behøver vi jo ikke holde kursen.”

”Du har ret, Henry! Frem med Rom og instrumenter!”

Næste morgen vågnede alle da skibet duvede en smule. Bill hang ud over rælingen og var helt grøn i hovedet.

”Den er væk” Viskede han.

...

Her er en smagsprøve på min næste bog... 

Henryetta Hawk

Fortiden kalder

Morgen, alt for tidligt. Jeg sjosker igennem køkkenet, sætter vand over til te, i gangen 

samler jeg dagens post op. En sølle kuvert med mit navn på. Ingen adresse. Jeg ligger 
søvnigt kuverten fra mig på køkkenbordet, gaber mens jeg tilbereder min te og får øje 
på kuverten igen igennem mine tårefyldte øjne. Ingen adresse!

Jeg flår brevet op. Der står med krøllede og svært læselige bogstaver;

Kjaere efterkommer af H. Hawk. Eftersom du er den eneste nulevende efterkommer af 
Henryetta Hawk bedes du møde op hos Hr. Advokat H.C. Studsebjerg på fredag kl.9.00

Ingen adresse, ingen underskrift - og hvem pokker er Henryetta Hawk??

Fredag er i morgen, der har jeg fri. Jeg søger uden held på nettet efter en H. C. 
Studsebjerg. Til sidst ringer jeg til Advokatsamfundet for, at høre om de kender til Hr. 
Studsebjerg. Han har kontor i Dragør, Kongelundsvej 700. Hele dagen er jeg mentalt 
fraværende på arbejde, overvejer konstant om jeg skal tage derhen, om jeg skal tage 
nogen med, eller om det hele er en joke.

Beslutningen tager sig selv. Næste morgen vågner jeg tidligere end jeg plejer. Jeg

klæder mig på som, om jeg skal på overlevelsestur og begiver mig afsted. Lidt i 8 er
jeg på Kongelundsvejen og opdager at den ender ved nr 658. Jeg bliver svært skuffet og 
begiver mig hen mod busstopstedet for at vente på returbussen.

Ved busstopstedet står en lille og meget buttet mand.
"Er dit navn Signe Rosalina Høg?"

Jeg vender mig overrasket og forskrækket om.
"Hvem spørger? Svarer jeg i en snerrende tone.
"Undskyld, min uhøflighed. "Svarer manden og tager en latterlig lille hat af med sine 
meget buttede fingre. Jeg når at undre mig over, at han overhovedet kan holde den lille 
hat på sit store hovede

"Mit navn er Hans Christian Studsebjerg, Advokat. Jeg beklager denne lidt besynderlige 
måde at lokke Dem herhen."

Hele min krop må signalere alarmberedskab, da han fortsætter:
"Jeg beklager virkelig, men det er yderst nødvendigt at tage sådanne forholdsregler. I 
tilfælde af nogle skulle forfølge Dem"
"Hvem skulle forfølge mig og hvorfor skulle de dog det??"
"Kom! Kom med denne vej."

Advokaten, eller hvem han nu er, tager min hånd og begynder at hive mig mod en lille 
græssti mellem to hække, som virker til ikke at blive brugt så ofte, for græsset er højt.. 
og vådt.

Resten af Henryettas eventyr kan læses i bogen som udkommer engang i 2013