Her kommer et lille juleeventyr. 

Eventyret om Rudolf og den røde tud

Min morfar var den bedste fortæller, da jeg var barn. Hver gang min mor og jeg besøgte mine bedsteforældre, fik vi historier. Han fortalte, at alle historier var sande. At han havde hørt dem fra en nisse. Vi nikkede altid, smilende og bad ham fortælle.

Min morfar satte sig godt til rette, med endnu en kop te-toddy.

"Det meste af det vi tror vi ved om julemanden, er helt forkert! Han bor rigtig nok hvor der er sne og frost, men der er ikke en – der er flere Julemænd. En for hver jule-zone. Der er firetyve jule-zoner i verden. Hver zone er delt ind alt efter hvor mange der tror på ham. Således at hver julemand har lige meget arbejde, at udføre hver jul"

"Morfar, det er sikkert spændende for en juleforsker, men har du ikke en rigtig historie fra Julemandens gård? ”

Morfar kiggede på mig med øjenbrynene helt oppe i panden.

"Nå, ja hvis du synes det er mere spændende"

Jeg nikkede og kunne se at min mor og mormor gjorde det samme.

"Jamen så får I den om Rudolf. Rudolf er et rensdyr, det ved alle, men hvad alle ikke ved, er hvorfor hans næse er rød. Det ved jeg.

Julemanden har otte rensdyr. Deres navne er Springer, Danser, Konge, Komet, Amor, Torden, lyn og Rudolf. I mange år havde Julemanden kun syv rensdyr. ”

En jul for mange, mange år siden var kanen med Julemanden og nisser på vej hjem fra en god juleaften i Julezone To, som er vores her i norden med diverse små øer og... nå, men de var på vej over Lapland hvor de hørte en spæd brægen midt i ødemarken.

I Lapland er ødemarken virkelig øde. De landede kanen og undersøgte hvor lyden kom fra og fandt en et lille rensdyrkalv begravet i sneen. Det lå klinet op af sin døde mor. "Årh, det lille skind tænk så trist og så på en juleaften" Sagde julemanden.

Julemor (det hedder julemandens kone) kan sikkert redde det lille pus"

De fløj hurtigt mod Julemandens gård.

Hjemme på gården fik kalven navnet Rudolf, og han blev passet og nusset, så han snart voksede fra at være et lille skravl til at være en langbenet teenager. Med de lange ben kunne han ikke være i stuerne mere og kom ud i stalden.

I stalden var de syv andre rensdyr. De havde hørt, at han havde fået ekstra god behandling inde hos Julemor og var jaloux. De havde ellers intet at klage over, de blev nusset hver dag og fik det bedste mad der kunne opdrives.

De andre rensdyr behandlede Rudolf, rigtigt skidt. De drillede ham med hans lange ben og skubbede til ham når han forsøgte at komme op og stå, efter nattens søvn.

En dag blev skubberiet ekstra hårdt og Rudolf landede lige på næsen. Da han rejste sig op var hans næse blevet helt rød.

 Da var det, at det ældste rensdyr, Konge besindede sig.

"Hvor har vi dog været dumme"Sagde han til de andre rensdyr

" Rudolf kom hertil, som moderløs og havde brug for os, i stedet har vi været alt andet end hjertelige og venlige. Vi er blevet nusset og fodret hele vores liv, først af vores mor og siden af alle nisserne. Hvor vi skal skamme os!"

Der blev mumlet lidt og derefter nikkede alle rensdyrene skamfulde.

Rensdyrene gik samlet hen i mod Rudolf, som stod og rystede og troede at hans liv skulle ende. Konge gik forrest, han lagde sig foran Rudolf for at vise, at han ikke ville noget ondt, bag ham lagde hele flokken sig. Rudolf kiggede på alle de liggende rensdyr.   

"Hvorfor ligger I ned?" Spurgte han stille

"Fordi vi har været de dummeste rensdyr der nogensinde har levet. Du har ikke fortjent, at vi har behandlet dig så skidt. Vi vil gerne sige undskyld og be’ dig være en af os"

Rudolf kunne slet ikke tro på det, der skete. Det år han havde været i Julemandens gård, havde han savnet venner og mest af alt ønsket sig at være et jule rensdyr.

Nu lagde alle rensdyrene sig tæt omkring ham, en gnubbede ham blidt på hovedet, lige som hans mor havde gjort inden hun døde. En skubbede sækken med korn hen til ham og resten varmede ham. Aldrig havde han været så lykkelig. Pludselig begyndte hans næse at lyse.

Rudolf prøvede at gemme sin lysende næse, for tænk nu hvis hans nye venner ville skubbe ham væk igen, hvis de så det.

Konge var den første der så det, han kom til at grine. (Det lyder lidt som når grise grynter lavt) De andre så op, så næsen og lo også. Rudolf blev så flov og gemte hele hovedet i den bunke hø han lå på.

"Nej, nej kære Rudolf du må ikke gemme dig. Undskyld vi griner, men vi har aldrig set et rensdyr med en lysende næse. Det ser så, så anderledes ud" Sagde Amor, hun var et ældre rensdyr og havde set det meste, troede hun.

"Kom og se dig selv i den frosne vandpyt her."

Rudolf nærmede sig langsomt vandpytten og helt fremme, kiggede han først med det ene øje og så med det andet øje. Nu var lyset gået ud.

"Men den lyser jo ikke, I gør bare nar igen" Og så græd han så ulykkeligt som den skæbnesvangre dag.

"Kære Rudolf, vi er dine venner nu og vi lover aldrig at gøre dig fortræd igen, men din næse lyste og det det er sandt! Det så, så sjovt ud, og vi er da ligeglade vi kan li dig alligevel"

Rudolf kiggede op, blinkede tårerne væk fra øjnene for at se på Konge som talte. Han kunne se, at Konge var oprigtig og pludselig lyste næsen igen. Denne gang kunne han selv se det i frostspejlet. Han så sit eget ansigt og sin røde tud og begyndte selv at grine. 

"I har ret, det ser ret sjovt ud" 

Inden længe grinede de alle, ikke kun af næsen, men også bare fordi at latter smitter.

Gode jule-hjerte-ønsker for dig og din familie

Fortællerheksen