Viser opslag med etiketten Digt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Digt. Vis alle opslag

torsdag den 2. januar 2014

En hyggelig januar blues


December måned smuldrede mellem mine hænder og pludselig stod jeg her i 2014. Med ørerne fulde af efter krudt-knald og klangen af pigekoret der sang "Svææært væælkomn..."

Jeg har lavet juleteater med børnene på mit arbejde. Stykket kom til verden på baggrund af deres improvisationer og ideer. Jeg skrev det hele sammen og så stod de med et stykke fuld af Zombie nisser, en falsk julemand som i virkeligheden var en trold og en berømt sanger nisse Bustin Jiber der kumme synge dem alle tilbage hvor de kom fra. Alle overlevede og det blev jul!

Jeg havde lovet mig selv at få lidt julehygge her på bloggen, det skete ligsom ikke.

For at råde bod for det kommer her et Januar digt:


Nøj for et år, der nu er udrendt
hvis man ku, sku man ha det på print
Bare for at huske alle detaljer
alle gerninger og bataljer
Ej, ved nærmere tanke så måske ikke
tænk på alt de skumle ord og mærkelige skikke
Der i løbet af året er sagt og gjort
ind i mellem noget gevaldigt ... smør
Men med hellikopterblikket
ser jeg - ud over resterne af juleslikket;
en masse dejlige oplevelser og sjov,
en del sagte ord, nogen gjorde mig flov
Mennesker der skubber, hiver og krammer
hjerter der synger eller står i flammer
Eventyr og væsner får ben at gå på
Jeg fandt mine helt egne at stå på

Tak for et dejligt 2013!
Jeg glæder mig til et helt nyt og eventyrligt 2014




onsdag den 23. oktober 2013



Et gyseligt digt...



Ved den sorte vold
Slår klokken tolv
Et skrig isner ud
Rammer din hud
Er der mon noget om snakken?

Du fryser i natten
Så ser du katten
Med øjne så døde
Du bliver dens føde
Tag dog benene på nakken!

Halvvejs hjemme
Kan stadig fornemme
Skriget og katten i dine hæle
Den døde kat er en af de fæle
Der er noget om snakken!

Vågner badet i sved
Har løbet lagnet af led
Tænder lyset
Glemmer gyset

Indtil natten flænges af et miauuu



lørdag den 29. juni 2013

Oh, du Danske sommer

Det, der med regnen, det er en ommer!!
Hvis du ikke arter dig og bringer sol og varme
Skal jeg personligt varme dine arme bag-tarme!
Nu med trussel og så med gulerod
Hvis du vil være nok så-god
Skal jeg danse og synge, den hele sommer
Prise din varme og spise dine blommer

Med gode sommer hilsner
Fortæller heksen





mandag den 18. marts 2013


Her kommer et digt fra min digt rodekasse:

Hvem har taget ordet
Jeg kan ikke finde det
Havde det ellers lige på tungen
Havde så mange at sige
På række
Som sku gi mening
Hva’ faen er meningen
Når jeg ikke engang selv kan se den
Hvem sku så

søndag den 28. oktober 2012


Fortrudt, frustreret eller fuld af forfreude??

Kan man prutte om prisen for et liv
Der er fuld af fuldskab
Tomt for tomhed
Skal man

Har man retten på sin side
Hvis det er hovedsagen
Der skal rettes
Kan man

Bør man glædes ved et nedslag
Når det er amors pil
Der er slået ned
Jeg kan

tirsdag den 6. marts 2012

Jeg kæmper med min hvirvel..

Jeg kæmper med min hvirvel
Jeg har morgenhår på 10. år
 Jeg har fået en bums
Mælken er sur
Teen er varm
Tøjet sidder for stramt
Men jeg har tiden til at konstatere det i
En væg jeg kan hænge mit spejl på
Køleskabet fuld af ting, jeg kan smide ud
En jeg kan brokke mig til
Og af.. 

mandag den 9. januar 2012

Hvad livet bragte..

Her er et lidt underfundigt digt fra min digtskuffe:

Hvad livet bragte
Af nybagte kager
Slagne mænd
Og osende kvinder
Hvor mange celler har I?
Spurgte munken, fangevogteren.
Kors hvor dumt
Lød svaret
Kun den som står på en korsvej
Kan frit vælge
Valget kan blive skæbnesvangert
Skæbnen er din 
Og ingen andens!

søndag den 18. december 2011

Da ånden kom ud (et ånds svagt digt)


En dag helt uventet
Kom ånden over mig
Den var kommet ud af lampen
Helt åndet!
Jeg lod mig forføre
Føre med
Fulgte med
I hvert et åndedrag den tog
Ganske forført i hver en fiber
Svømmede jeg med i de luftige tanker
Det var så let
Så ligetil
Indtil jeg faldt med et brag
Der lå jeg på gulvet
Svømmede rundt i min egen
Selvmedlidenhed
Ånden var tilbage i lampen
Jeg stod tilbage og følte mig lidt ånds svag

lørdag den 26. november 2011

I denne cyber-love tid..

Kontaktannoncer:

En brødflov bagersvend
Søger ungdommelig bagerjomfru
Der kan li lugten i bageriet

Pebermø med egen kværn
søger krydderi på tilværelsen
og spicy oplevelser

Gartner ønsker blide hænder
Til at holde i sine grønne
Gerne en med (u)krudt i

Pølsemager med pølsefingre
Er på jagt efter go steg

Kirurg på udkig efter partner
Hvis du ser dit snit
Til at ringe, så tøv ikke

søndag den 13. november 2011

Nu har jeg smidt grillhandskerne

Mens vi venter på Djævelens Poppel....

Nu har jeg smidt grillhandskerne!
Ikke flere flødefarvede ord
Tigger aldrig mere livet om nåde
Med hjertet i sålerne
Rammer jeg tasterne
Skriver jeg på den nye menu:
Livsglædesuppe
Vildtlevende steg i en rand af vildensky
Blandet båndsalat til lyden af lettelsens suk
Kærlighedsfrugter i lyserød skysovs
Du får min afsjælede indersål at se
Hvis du kommer til middag

onsdag den 9. november 2011

Knudemanden

Her er lidt "pausemusak", mens vi venter på 2. afsnit af Djævelens Poppel:

Knudemanden
Jeg rejser mig ved det træ, jeg blev fældet
Heldigvis er jeg ikke helt gået i spåner
Selvom jeg måske får en prop ind i mellem
Jeg mødte en træmand
Han var sq noget at en knude
Han stak en kæp i mit hjul
Og jeg som ellers kørte derudaf
”bang” så lå jeg der
Slået til pindebrænde
Nu rejser jeg mig
Og ser kun splinten i hans øje