4 advent - nu er julen for alvor over os.. Det kræver en ekstra julet historie

For at skabe den rette stemning; forestil dig en pejs med ild i, et bord med æbleskiver, juleknas og lidt at drikke.. En god melodi i radioen.. Ilden knitrer, granen dufter og pludselig høres bjældeklang..
Så blir det ikke mere julet, vel!?

Et ægte juleeventyr

Denne historie handler om en familie der hverken havde gran, pejs eller juleknas. Faderen var blevet fyret fordi firmaet skulle spare. Så familien måtte flytte fra deres dejlige hus, til en lille lejlighed. Børnene havde boet i huset hele deres liv og havde måtte flytte skole og væk fra alle deres venner. I begyndelsen sagde moderen og faderen; at det hele nok skulle gå, men faderen begyndt at drikke, så deres sidste sparepenge gik til det. Endda de lommepenge børnene fik, forsvandt. Så den ældste,  drengen Simon gemte pengene godt og sagde til sin lillesøster Cecilie, at hun skulle gøre det samme. Da julen nærmede sig, spurgte Cecilie sin mor om de fik gaver i år. "Kære Cecilie, hvis vi får noget at spise juleaften, skal vi være glade" Cecilie vidste jo godt, at de var fattige, men ingen jul! Hvad skulle hun fortælle hendes nye klassekammerater som allerede var begyndt, at fortælle om alt det de var sikre på at få til jul.

Cecilie var ulykkelig. Hun fortalte sin bror om det moderen havde sagt og Simon klappede Cecilie ømt på hovedet og sagde. " Jeg har en plan Cille, men lov mig ikke at sige noget til mor eller far" Det lovede hun. Planen var den, at han - Simon ville stjæle lidt til juleaften, gennem hele december. Så de havde det hele, Han fortalte ikke , at han allerede havde købt gaver til alle for de få lommepenge han havde fået.
Desværre blev han opdaget af en flaskedreng, da han stod og stoppede nødder ind på maven.
Simon blev slæbt ind på butikkens kontor og han stod nu foran en stor og vred mand. "Hvad tror du, du laver? Ved du ikke, at man kan komme i fængsel for det du gør!" Simon nikkede flovt og forsøgte at forklare, men købmanden ville ikke høre nogen forklaring og smed ham ud af butikken, med ordene; "Du viser dig aldrig her mere, din tyvknægt" Simon var ulykkelig, gik lige hjem og i seng.

Før alt dette skete var Simon altid på farten med sine venner, glade og grinende cyklede de rundt på vejene og hang lidt ud hvor de ville. Nu, sad han hjemme hver aften. Deres moder var ligeledes ulykkelig, hun kunne se hvordan hele familien led og hun følte sig magtesløs. Hvad skulle hun dog gøre?
Det var blevet den 23. december, alt de havde i huset var nogle kartoflet på glas og en spegepølse. Dette skulle gøre det ud for aftensmad. Hun havde været for stolt til - i tide - at søge om julehjælp og nu var tiden og mulighederne løbet ud.

For at slippe denne triste følelse, bare et øjeblik, gik hun en tur ud i sneen, som var begyndt at dale. Mens hun gik, tog sneen til, udviklede sig til en snestorm i løbet af få minutter og snart kunne hun ikke se hvor hun var og hvilken vej der var hjem. Moderen søgte ly ved et busstopskur, desværre havde nogen smadret alle siderne, så der var ikke meget ly at finde. Mens hun stod og forsøgte at skimte en vej igennem sneen, så hun en dværg komme gående, helt ugeneret af sneen, hun(dværgen) så faktisk ud til at nyde den. "Go eftermiddag, sikke et skønt vejr" sagde dværgen da hun kom hen til stoppestedet. "Ah, jeg syns nu det er lidt koldt og så er jeg faret vidt" sagde moderen. "Jamen dog, hvor skal du hen?" Spurgte dværgen "Godt spørgsmål, jeg skal hjem, men det har jeg heller ikke lyst til" Og så brast moderen i gråd. "Jamen jamen, den er da helt gal! Kom du med mig, jeg bor ikke så langt herfra. Du kan få en kop juleglögg og fortælle mig det hele, hvis du vil" Moderen nikkede og lod sig føre sikkert gennem sneen. Ikke langt fra stoppestedet var en lille sti, som man ikke ville kunne se, hvis ikke man vidste den var der.

Stien førte til et lille hus. Huset var varmt og hyggeligt og snart faldt moderen ned i en god stol, med en varm kop glögg og fortalte løs om alt, der var sket i løbet af  året. Om faderen der drak og børnene der havde mistet venner og forsøgte, at gøre hvad de kunne for at hjælpe, endskønt de bare i disse dage skulle have lov til, at være børn der glæder sig til jul.
Moderen græd igen. Så mærkede hun en hånd på sin skulder. En varm hånd der kom en særlig trøstende følelse fra. Dværgen stod og holdt moderen på skulderen og så hende direkte ind i øjnene. "Du har julens budskab om kærlighed dybt i dit hjerte, jeg lover dig, at det skal gå jer godt" Moderen fik trøst af disse ord, takkede og gik hjem. Følte sig lettet, selv om hun vidste hvad hun kom hjem til.

Faderen var ikke hjemme. "Han er vel gået ned for at bytte de tomme flasker til fulde, sukkede hun "
Børnene var heller ikke hjemme... Nå, men de skal have lov til at få den smule de kan få om det så er frihed, så er det det." Moderen fandt sit gamle julepynt frem. Hun havde slet ikke haft lyst til, at pynte op før. "Hvorfor skal vi dog det, i denne elendighed" Men nu kom lysten over hende. Hun satte den største potteplante på gulvet og pyntede det som et juletræ. Fandt lidt garn frem og hæklede en hårelastik til Cecilie og et par sokker til Simon. Til sin mand ville hun give ti kys. Hun nynnede, da hun hørte døren gå. "Hvem, der?" Ingen svarede. Hun gik mod døren og så en bunke pakker stå midt i entreen, døren var lukket igen og ingen var kommet ind. Hun kiggede på pakkerne, Til Simon, Til Cecilie, Til Mor, til Far fra... Nissen.
"Vi kender da ingen med det navn! Måske er det Vores nabo!?" Hun kiggede ud i opgangen og på naboens dørskilt" " Hassan" "Nej, det er nok ikke dem.." Men..." I det samme kom Simon og Cecilie stønnende og smilende op af trappen. "Se mor hvad vi fandt i parken" Simon holdt en hundredekroneseddel op. "Så kan vi købe lidt mad til i morgen!" "Mine skønne børn! Hvad skulle jeg gøre uden jer! Men, nu går der jo en stakkel rundt og leder efter sine penge, kan I gå i parken igen og se om der er en der leder!" "Ah, mor tænk over, at vi kan få en juleaften med de her penge" "Ikke tale om! Gå og når I kommer tilbage, så har jeg en varm kop te og en overraskelse til jer"
Børnene løb ned og ud. I Parken gik et lille menneske, det viste sig at være en dværg, da børnene kom helt hen til hende. "Leder du efter noget" Spurgte Simon stille. ""Ja, jeg har tabt en hundredekroneseddel heromkring. Vil I hjælpe mig med, at finde den?" " Vi har fundet den" Simon holdt trist seddelen op. Dværgen så han i øjnene. "Du er en god dreng. Jeg ved det er svært, for I kunne købe julemad for denne seddel. Men I skal få meget endnu bedre. Det lover jer. Gå I hjem og hyg med jeres mor, så får I at se"

"Hvordan kunne hun vide det?" Spurgte Cecilie. "Aner det ikke, Cille. Men da hun så på mig blev jeg helt glad inden i og jeg ved nu, at det hele nok skal gå" "Hvis du tror det, så gør jeg også" Cecilie tog armen under Simons arm og sådan gik de hjem. Før alt dette her, havde Cecilie sine veninder og Simon sine venner. De talte næsten aldrig sammen og når de gjorde skændtes de ofte.

Da de kom hjem, duftede det af julebag i hele opgangen. "Ej, hvor kunne jeg godt spise hundrede pebernødder. Kan du huske dem farmor altid bagte" Cecilie nikkede og slikkede sig om munden. "Eller mormors vanlijekranse!" Da, de åbnede døren blev de overvældet af duften af hjemmebag. I køkkenet stod moderen og bagte og faderen sad på køkkenbordet med en sodavand i hånden og munden fuld af kage.

De smilte begge. "Børn, far har en god nyhed til jer" De satte sig ved bordet, hvor der stod en tallerken fuld af pebernødder og vanlijekranse. Varm te på kanden. Faderen og moderen satte sig og faderen rømmede sig. " Jeg... I ved, at det har været svært, det har det også for jer.. Jeg var på vej ned for at bytte de tomme flasker til fulde og så mødte jeg en lille dame, som spurgte om jeg havde brug for hjælp. Jeg fortalte hende det hele, om min fyring og ikke kunne finde nyt job. Om at vi måtte flytte, at I havde mistet jeres venner  og at, vi nu skulle holde en jul uden alt det der er julet. Den lille dame holdt mig kærligt på armen og så mig ind i øjnene og sagde: Alt det julede er bare overflade, det vigtigste er at du har kærligheden i dit hjerte. Så opdagede jeg, at jeg fik troen tilbage på, at vi nok skulle klare den. Så jeg ringede til min gamle chef, for at ønske ham god jul. Han havde været så ked af, at skulle fyre os. Han var en god chef! Han sagde, at han netop havde forsøgt, at få fat på mig. Fordi han havde startet et nyt lille firma og, at han ville ikke kunne give så meget i løn som før, men en løn! Han spurgte, hvordan det gik og jeg kom til at fortælle ham det hele. Han lovede at hjælpe. Og da jeg kom hjem stod mor og bagte og se" Faderen pejede på en masse pakker. "De er fra Nissen. Det hedder min Chef. Julius Nissen"

Således gik det til at den lille familie fik en dejlig juleaften. Med and og steg, ria a la mande, slik og gaver. Men den gave de alle var mest glade for, var at glæden var kommet tilbage i deres familie.

En måned senere kunne de flytte tilbage i deres gamle hus, som ikke var blevet solgt endnu. Børnene forblev de bedste venner. Faderen blev companion i firmaet og moderen fik job i børnehave klassen, på børnenes skole gamle skole hvor de flyttede tilbage til. Her fortalte hun historier om nisser der hjælper folk i nød hver jul, i sær elskede hun at fortælle om dværgen, som hun aldrig fandt igen, men var sikker på at at hun var en nisse.

Med ønsket om at du og din familie må få en dejlig jul, med alle de glade og gode ting en jul kan indeholde.
Kærlig hilsen
Fortæller heksen

                           Moderen der pynter juletræet året efter i familiens "nye-gamle" hus