Her kommer et lille juleeventyr. 

Eventyret om Rudolf og den røde tud

Min morfar var den bedste fortæller, da jeg var barn. Hver gang min mor og jeg besøgte mine bedsteforældre, fik vi historier. Han fortalte, at alle historier var sande. At han havde hørt dem fra en nisse. Vi nikkede altid, smilende og bad ham fortælle.

Min morfar satte sig godt til rette, med endnu en kop te-toddy.

"Det meste af det vi tror vi ved om julemanden, er helt forkert! Han bor rigtig nok hvor der er sne og frost, men der er ikke en – der er flere Julemænd. En for hver jule-zone. Der er firetyve jule-zoner i verden. Hver zone er delt ind alt efter hvor mange der tror på ham. Således at hver julemand har lige meget arbejde, at udføre hver jul"

"Morfar, det er sikkert spændende for en juleforsker, men har du ikke en rigtig historie fra Julemandens gård? ”

Morfar kiggede på mig med øjenbrynene helt oppe i panden.

"Nå, ja hvis du synes det er mere spændende"

Jeg nikkede og kunne se at min mor og mormor gjorde det samme.

"Jamen så får I den om Rudolf. Rudolf er et rensdyr, det ved alle, men hvad alle ikke ved, er hvorfor hans næse er rød. Det ved jeg.

Julemanden har otte rensdyr. Deres navne er Springer, Danser, Konge, Komet, Amor, Torden, lyn og Rudolf. I mange år havde Julemanden kun syv rensdyr. ”

En jul for mange, mange år siden var kanen med Julemanden og nisser på vej hjem fra en god juleaften i Julezone To, som er vores her i norden med diverse små øer og... nå, men de var på vej over Lapland hvor de hørte en spæd brægen midt i ødemarken.

I Lapland er ødemarken virkelig øde. De landede kanen og undersøgte hvor lyden kom fra og fandt en et lille rensdyrkalv begravet i sneen. Det lå klinet op af sin døde mor. "Årh, det lille skind tænk så trist og så på en juleaften" Sagde julemanden.

Julemor (det hedder julemandens kone) kan sikkert redde det lille pus"

De fløj hurtigt mod Julemandens gård.

Hjemme på gården fik kalven navnet Rudolf, og han blev passet og nusset, så han snart voksede fra at være et lille skravl til at være en langbenet teenager. Med de lange ben kunne han ikke være i stuerne mere og kom ud i stalden.

I stalden var de syv andre rensdyr. De havde hørt, at han havde fået ekstra god behandling inde hos Julemor og var jaloux. De havde ellers intet at klage over, de blev nusset hver dag og fik det bedste mad der kunne opdrives.

De andre rensdyr behandlede Rudolf, rigtigt skidt. De drillede ham med hans lange ben og skubbede til ham når han forsøgte at komme op og stå, efter nattens søvn.

En dag blev skubberiet ekstra hårdt og Rudolf landede lige på næsen. Da han rejste sig op var hans næse blevet helt rød.

 Da var det, at det ældste rensdyr, Konge besindede sig.

"Hvor har vi dog været dumme"Sagde han til de andre rensdyr

" Rudolf kom hertil, som moderløs og havde brug for os, i stedet har vi været alt andet end hjertelige og venlige. Vi er blevet nusset og fodret hele vores liv, først af vores mor og siden af alle nisserne. Hvor vi skal skamme os!"

Der blev mumlet lidt og derefter nikkede alle rensdyrene skamfulde.

Rensdyrene gik samlet hen i mod Rudolf, som stod og rystede og troede at hans liv skulle ende. Konge gik forrest, han lagde sig foran Rudolf for at vise, at han ikke ville noget ondt, bag ham lagde hele flokken sig. Rudolf kiggede på alle de liggende rensdyr.   

"Hvorfor ligger I ned?" Spurgte han stille

"Fordi vi har været de dummeste rensdyr der nogensinde har levet. Du har ikke fortjent, at vi har behandlet dig så skidt. Vi vil gerne sige undskyld og be’ dig være en af os"

Rudolf kunne slet ikke tro på det, der skete. Det år han havde været i Julemandens gård, havde han savnet venner og mest af alt ønsket sig at være et jule rensdyr.

Nu lagde alle rensdyrene sig tæt omkring ham, en gnubbede ham blidt på hovedet, lige som hans mor havde gjort inden hun døde. En skubbede sækken med korn hen til ham og resten varmede ham. Aldrig havde han været så lykkelig. Pludselig begyndte hans næse at lyse.

Rudolf prøvede at gemme sin lysende næse, for tænk nu hvis hans nye venner ville skubbe ham væk igen, hvis de så det.

Konge var den første der så det, han kom til at grine. (Det lyder lidt som når grise grynter lavt) De andre så op, så næsen og lo også. Rudolf blev så flov og gemte hele hovedet i den bunke hø han lå på.

"Nej, nej kære Rudolf du må ikke gemme dig. Undskyld vi griner, men vi har aldrig set et rensdyr med en lysende næse. Det ser så, så anderledes ud" Sagde Amor, hun var et ældre rensdyr og havde set det meste, troede hun.

"Kom og se dig selv i den frosne vandpyt her."

Rudolf nærmede sig langsomt vandpytten og helt fremme, kiggede han først med det ene øje og så med det andet øje. Nu var lyset gået ud.

"Men den lyser jo ikke, I gør bare nar igen" Og så græd han så ulykkeligt som den skæbnesvangre dag.

"Kære Rudolf, vi er dine venner nu og vi lover aldrig at gøre dig fortræd igen, men din næse lyste og det det er sandt! Det så, så sjovt ud, og vi er da ligeglade vi kan li dig alligevel"

Rudolf kiggede op, blinkede tårerne væk fra øjnene for at se på Konge som talte. Han kunne se, at Konge var oprigtig og pludselig lyste næsen igen. Denne gang kunne han selv se det i frostspejlet. Han så sit eget ansigt og sin røde tud og begyndte selv at grine. 

"I har ret, det ser ret sjovt ud" 

Inden længe grinede de alle, ikke kun af næsen, men også bare fordi at latter smitter.

Gode jule-hjerte-ønsker for dig og din familie

Fortællerheksen

4 advent - nu er julen for alvor over os.. Det kræver en ekstra julet historie

For at skabe den rette stemning; forestil dig en pejs med ild i, et bord med æbleskiver, juleknas og lidt at drikke.. En god melodi i radioen.. Ilden knitrer, granen dufter og pludselig høres bjældeklang..
Så blir det ikke mere julet, vel!?

Et ægte juleeventyr

Denne historie handler om en familie der hverken havde gran, pejs eller juleknas. Faderen var blevet fyret fordi firmaet skulle spare. Så familien måtte flytte fra deres dejlige hus, til en lille lejlighed. Børnene havde boet i huset hele deres liv og havde måtte flytte skole og væk fra alle deres venner. I begyndelsen sagde moderen og faderen; at det hele nok skulle gå, men faderen begyndt at drikke, så deres sidste sparepenge gik til det. Endda de lommepenge børnene fik, forsvandt. Så den ældste,  drengen Simon gemte pengene godt og sagde til sin lillesøster Cecilie, at hun skulle gøre det samme. Da julen nærmede sig, spurgte Cecilie sin mor om de fik gaver i år. "Kære Cecilie, hvis vi får noget at spise juleaften, skal vi være glade" Cecilie vidste jo godt, at de var fattige, men ingen jul! Hvad skulle hun fortælle hendes nye klassekammerater som allerede var begyndt, at fortælle om alt det de var sikre på at få til jul.

Cecilie var ulykkelig. Hun fortalte sin bror om det moderen havde sagt og Simon klappede Cecilie ømt på hovedet og sagde. " Jeg har en plan Cille, men lov mig ikke at sige noget til mor eller far" Det lovede hun. Planen var den, at han - Simon ville stjæle lidt til juleaften, gennem hele december. Så de havde det hele, Han fortalte ikke , at han allerede havde købt gaver til alle for de få lommepenge han havde fået.
Desværre blev han opdaget af en flaskedreng, da han stod og stoppede nødder ind på maven.
Simon blev slæbt ind på butikkens kontor og han stod nu foran en stor og vred mand. "Hvad tror du, du laver? Ved du ikke, at man kan komme i fængsel for det du gør!" Simon nikkede flovt og forsøgte at forklare, men købmanden ville ikke høre nogen forklaring og smed ham ud af butikken, med ordene; "Du viser dig aldrig her mere, din tyvknægt" Simon var ulykkelig, gik lige hjem og i seng.

Før alt dette skete var Simon altid på farten med sine venner, glade og grinende cyklede de rundt på vejene og hang lidt ud hvor de ville. Nu, sad han hjemme hver aften. Deres moder var ligeledes ulykkelig, hun kunne se hvordan hele familien led og hun følte sig magtesløs. Hvad skulle hun dog gøre?
Det var blevet den 23. december, alt de havde i huset var nogle kartoflet på glas og en spegepølse. Dette skulle gøre det ud for aftensmad. Hun havde været for stolt til - i tide - at søge om julehjælp og nu var tiden og mulighederne løbet ud.

For at slippe denne triste følelse, bare et øjeblik, gik hun en tur ud i sneen, som var begyndt at dale. Mens hun gik, tog sneen til, udviklede sig til en snestorm i løbet af få minutter og snart kunne hun ikke se hvor hun var og hvilken vej der var hjem. Moderen søgte ly ved et busstopskur, desværre havde nogen smadret alle siderne, så der var ikke meget ly at finde. Mens hun stod og forsøgte at skimte en vej igennem sneen, så hun en dværg komme gående, helt ugeneret af sneen, hun(dværgen) så faktisk ud til at nyde den. "Go eftermiddag, sikke et skønt vejr" sagde dværgen da hun kom hen til stoppestedet. "Ah, jeg syns nu det er lidt koldt og så er jeg faret vidt" sagde moderen. "Jamen dog, hvor skal du hen?" Spurgte dværgen "Godt spørgsmål, jeg skal hjem, men det har jeg heller ikke lyst til" Og så brast moderen i gråd. "Jamen jamen, den er da helt gal! Kom du med mig, jeg bor ikke så langt herfra. Du kan få en kop juleglögg og fortælle mig det hele, hvis du vil" Moderen nikkede og lod sig føre sikkert gennem sneen. Ikke langt fra stoppestedet var en lille sti, som man ikke ville kunne se, hvis ikke man vidste den var der.

Stien førte til et lille hus. Huset var varmt og hyggeligt og snart faldt moderen ned i en god stol, med en varm kop glögg og fortalte løs om alt, der var sket i løbet af  året. Om faderen der drak og børnene der havde mistet venner og forsøgte, at gøre hvad de kunne for at hjælpe, endskønt de bare i disse dage skulle have lov til, at være børn der glæder sig til jul.
Moderen græd igen. Så mærkede hun en hånd på sin skulder. En varm hånd der kom en særlig trøstende følelse fra. Dværgen stod og holdt moderen på skulderen og så hende direkte ind i øjnene. "Du har julens budskab om kærlighed dybt i dit hjerte, jeg lover dig, at det skal gå jer godt" Moderen fik trøst af disse ord, takkede og gik hjem. Følte sig lettet, selv om hun vidste hvad hun kom hjem til.

Faderen var ikke hjemme. "Han er vel gået ned for at bytte de tomme flasker til fulde, sukkede hun "
Børnene var heller ikke hjemme... Nå, men de skal have lov til at få den smule de kan få om det så er frihed, så er det det." Moderen fandt sit gamle julepynt frem. Hun havde slet ikke haft lyst til, at pynte op før. "Hvorfor skal vi dog det, i denne elendighed" Men nu kom lysten over hende. Hun satte den største potteplante på gulvet og pyntede det som et juletræ. Fandt lidt garn frem og hæklede en hårelastik til Cecilie og et par sokker til Simon. Til sin mand ville hun give ti kys. Hun nynnede, da hun hørte døren gå. "Hvem, der?" Ingen svarede. Hun gik mod døren og så en bunke pakker stå midt i entreen, døren var lukket igen og ingen var kommet ind. Hun kiggede på pakkerne, Til Simon, Til Cecilie, Til Mor, til Far fra... Nissen.
"Vi kender da ingen med det navn! Måske er det Vores nabo!?" Hun kiggede ud i opgangen og på naboens dørskilt" " Hassan" "Nej, det er nok ikke dem.." Men..." I det samme kom Simon og Cecilie stønnende og smilende op af trappen. "Se mor hvad vi fandt i parken" Simon holdt en hundredekroneseddel op. "Så kan vi købe lidt mad til i morgen!" "Mine skønne børn! Hvad skulle jeg gøre uden jer! Men, nu går der jo en stakkel rundt og leder efter sine penge, kan I gå i parken igen og se om der er en der leder!" "Ah, mor tænk over, at vi kan få en juleaften med de her penge" "Ikke tale om! Gå og når I kommer tilbage, så har jeg en varm kop te og en overraskelse til jer"
Børnene løb ned og ud. I Parken gik et lille menneske, det viste sig at være en dværg, da børnene kom helt hen til hende. "Leder du efter noget" Spurgte Simon stille. ""Ja, jeg har tabt en hundredekroneseddel heromkring. Vil I hjælpe mig med, at finde den?" " Vi har fundet den" Simon holdt trist seddelen op. Dværgen så han i øjnene. "Du er en god dreng. Jeg ved det er svært, for I kunne købe julemad for denne seddel. Men I skal få meget endnu bedre. Det lover jer. Gå I hjem og hyg med jeres mor, så får I at se"

"Hvordan kunne hun vide det?" Spurgte Cecilie. "Aner det ikke, Cille. Men da hun så på mig blev jeg helt glad inden i og jeg ved nu, at det hele nok skal gå" "Hvis du tror det, så gør jeg også" Cecilie tog armen under Simons arm og sådan gik de hjem. Før alt dette her, havde Cecilie sine veninder og Simon sine venner. De talte næsten aldrig sammen og når de gjorde skændtes de ofte.

Da de kom hjem, duftede det af julebag i hele opgangen. "Ej, hvor kunne jeg godt spise hundrede pebernødder. Kan du huske dem farmor altid bagte" Cecilie nikkede og slikkede sig om munden. "Eller mormors vanlijekranse!" Da, de åbnede døren blev de overvældet af duften af hjemmebag. I køkkenet stod moderen og bagte og faderen sad på køkkenbordet med en sodavand i hånden og munden fuld af kage.

De smilte begge. "Børn, far har en god nyhed til jer" De satte sig ved bordet, hvor der stod en tallerken fuld af pebernødder og vanlijekranse. Varm te på kanden. Faderen og moderen satte sig og faderen rømmede sig. " Jeg... I ved, at det har været svært, det har det også for jer.. Jeg var på vej ned for at bytte de tomme flasker til fulde og så mødte jeg en lille dame, som spurgte om jeg havde brug for hjælp. Jeg fortalte hende det hele, om min fyring og ikke kunne finde nyt job. Om at vi måtte flytte, at I havde mistet jeres venner  og at, vi nu skulle holde en jul uden alt det der er julet. Den lille dame holdt mig kærligt på armen og så mig ind i øjnene og sagde: Alt det julede er bare overflade, det vigtigste er at du har kærligheden i dit hjerte. Så opdagede jeg, at jeg fik troen tilbage på, at vi nok skulle klare den. Så jeg ringede til min gamle chef, for at ønske ham god jul. Han havde været så ked af, at skulle fyre os. Han var en god chef! Han sagde, at han netop havde forsøgt, at få fat på mig. Fordi han havde startet et nyt lille firma og, at han ville ikke kunne give så meget i løn som før, men en løn! Han spurgte, hvordan det gik og jeg kom til at fortælle ham det hele. Han lovede at hjælpe. Og da jeg kom hjem stod mor og bagte og se" Faderen pejede på en masse pakker. "De er fra Nissen. Det hedder min Chef. Julius Nissen"

Således gik det til at den lille familie fik en dejlig juleaften. Med and og steg, ria a la mande, slik og gaver. Men den gave de alle var mest glade for, var at glæden var kommet tilbage i deres familie.

En måned senere kunne de flytte tilbage i deres gamle hus, som ikke var blevet solgt endnu. Børnene forblev de bedste venner. Faderen blev companion i firmaet og moderen fik job i børnehave klassen, på børnenes skole gamle skole hvor de flyttede tilbage til. Her fortalte hun historier om nisser der hjælper folk i nød hver jul, i sær elskede hun at fortælle om dværgen, som hun aldrig fandt igen, men var sikker på at at hun var en nisse.

Med ønsket om at du og din familie må få en dejlig jul, med alle de glade og gode ting en jul kan indeholde.
Kærlig hilsen
Fortæller heksen

                           Moderen der pynter juletræet året efter i familiens "nye-gamle" hus

Så blev det tid til det 3. kapitel i jule-advents-eventyret

Den onde Julemand

I dag har jeg været ude med en af nisserne fra Julemandens gård, han havde problemer med, at finde en gave til sin kone. Jeg tilbød ham, at hjælpe og.. nej! måske skulle jeg begynde fra begyndelsen.

Helt tilbage til den juleaften, hvor jeg fik det magiske støv af en nisse, har jeg haft en god nisseven. Naturligvis den selv samme nisse, som vi hjalp op af snedriven. Han hedder i øvrigt Niss Bond, (han er født med navnet Hansen, men han synes Bond lyder sejere) Niss kommer forbi et par gange om året og så fejrer vi hvad der lige er at fejre.. Han har fortalt mig en historie, som min morfar aldrig fortalte mig som barn, og jeg forstår godt hvorfor..

Historien foregik for ca 100 år siden, i Grønland på Julemandens gård. En stormfuld nat sidst i november, bankede det højlydt på døren til Julemandens gård. Julemor åbnede og ind væltede sne og blæst. Julemor blev blæst omkuld, slog hovedet mod en stol og gik ud som et lys. Noget tid senere, da kom hun til sig selv var døren lukket og alt var stille. Så, hun blev enig med sig selv om, at hun måtte havde gået i søvne, havde drømt og var faldet, så hun gik i seng igen. 

Næste morgen var Julemanden morgensur, eller rettere fuldstændig ral og rasende. Det var lige meget hvad alle gjorde eller sagde, de fik skæld ud og værst gik det ud over Julemor. Da dagen var omme, var Julemor grædefærdig, hun søgte ned på legetøjs fabrikken. Her sad over tusinde nisser i mørke og kulde og frøs. De var blevet fyret, for "Hvem gider have det grimme legetøj I laver!" havde Julemanden sagt. 

Julemor sad længe i mørket og kulden, sammen med nisserne. De snakkede om Julemanden var blevet syg, han som plejer at være den rareste mand i hele verden. Fuld af godt humør og venlige ord. "Måske er han blevet træt af at være så sød og rar" sagde en meget ung nisse. "Nej, det bliver han aldrig! Noget er galt, rivende galt!"  Det kunne de alle blive enige om, men ikke hvad de skulle gøre, så Julemor måtte gå hjem til sin gale Julemand.

Da hun kom hjem var han mere end rasende over, at hun ikke havde lavet hans mad og da hun varmede en portion risengrød, som er hans livret, blev han om muligt endnu mere rasende. "Skal jeg spises af med sådan en klat lunken rissplat!! Jeg vil have flæskesteg med sovs og kartofler!" Nu blev det for meget for Julemor. Hun pakkede lidt tøj og gik hjem til sin mor. Her fortalte hun stortudende hvad der var sket. 

Julemors mor var en gammel klog kone, som havde forstand på lidt af hvert, især på troldomskunster. 

"Han er blevet forhekset og hvis jeg gætter rigtigt, så er det Isheksen Milutta. Hun er en værre strigle. Da hun var yngre ville hun have Julemanden til mand, således at hun kunne få det ærefulde erhverv som Julemor. Men han var faldet for dig og ville ikke vide af hende. Siden har hun forsøgt at drille ham, men nu er hun gået over stregen!" Julemors mor gik i køkkenet og bryggede en bryg. "Giv Julemanden det her i morgen-øllen, så skal du se løjer. Men sørg for at få Milutta til at komme og se på!"

"Hvordan skal jeg dog få hende til at komme? Jeg ved ikke engang hvor hun bor? " Sagde Julemor endnu en gang grædefærdig. "Tør dine øjne, mit barn. Her er en fløjte, fløjt to gange i den inden du lægger dig til at sove. I morgen står der en hest med slæde foran Julemandens gård. Du hvisker i hestens øre hvem den skal finde og snart vil du få besøg. Hun vil sikkert være sur, for hun har ikke noget andet valg end at følge med"

Julemor takkede sin mor, gik hjem og fløjtede i fløjten og lagde sig til at sove ved siden af en stor-snorkende Julemand. 

Næste morgen stod der en hest med slæde. Julemor gjorde som hendes mor havde sagt. Snart stod slæden med en hvæsende og spruttende Isheks. Julamanden var netop stået op, havde sat sig ved morgenbordet. Skældende og smældende rakte han ud efter øllet, med sin svigermors drik i. Han tømte kruset i en slurk og blev helt stille. I få sekunder troede Julemor, at drikken ikke virkede. Pludselig sprang han op, mens han tog sig til maven, hvorpå han løb uden for. Ud hvor Isheksen sad magisk bundet til slæden, her tog Julemanden et fast greb i Isheksen og åbnede munden, ud fra hans mund stod en mørk sky. Skyen fløj fra ham og over på Isheksen, som satte i et hyl. Skyen hvirvlede rundt om hende, hev i hendes hår, rev hendes kinder, flåede i hendes tøj. Hun bad om nåde, tiggede og bad for sit liv. 

Julemors mor, kom gående gennem snedriverne, sagde med høj og skarp stemme: "Hvis du forlader området, for aldrig mere at sætte dine ben her, skal du frisættes for dine plager, Milutta"

"Jeg lover, aldrig mere at komme og aldrig mere at genere Julemanden igen, bare jeg slipper for dette"

I det samme lettede skyen og hesten galopperede væk med Isheksen.

Julemanden, som godt kunne huske hvert et ondt ord han havde sagt under sin forbandelse, havde travlt med at få sagt undskyld. Alle var forstående og glade for at få deres glade Julemand tilbage. 

Naturligvis blev der holdt stor fest på Julemandens gård den aften, hvor alle fra landsbyen var med.

Nisser forstår at feste og fejrer hver en ting, som er værd at fejre!

Hav en skøn og julerig uge.

På gensyn 4.advent

Julelig hilsen

Fortæller Heksen

Adventsgave fra fortællerheksen

Her er 2. afsnit af juleeventyret - Rudolf og hans næse

Min morfar satte sig godt til rette, med endnu en kop te-toddy og begyndte at fortælle.
"Det meste af det vi tror vi ved om julemanden, er helt forkert! Han bor rigtig nok hvor der er sne og frost, men der er ikke en, men flere Julemænd. En for hver jule zone. Der er 24 jule zoner i verden, som hver er delt ind alt efter hvor mange der tror på ham. Således at hver julemand har lige meget arbejde, at udføre hver jul"
"Morfar, det er sikkert spændende for en juleforsker, men har du ikke en rigtig historie fra Julemandens gård? Morfar kiggede på mig med alvorlig og let bebrejdende mine, som om han var blevet forstyrret i en forelæsning på et stort universitet. "Nå, ja hvis du synes det er mere spændende" Jeg nikkede og kunne se at min mor og mormor gjorde det samme.

"Jamen så får I den om Rudolf!"

"Rudolf er et rensdyr, det ved alle, men hvad alle ikke ved, er hvorfor hans næse er rød. Det ved jeg!
Julemanden har 8 rensdyr. Deres navne er Springer, Danser, Konge, Komet, Amor, Torden, lyn og Rudolf. I mange år havde Julemanden kun 7 rensdyr.

En jul for mange, mange år siden var kanen med Julemanden og nisser på vej hjem fra en god juleaften i julezone 2, som er vores her i norden med diverse små øer og... nå, men de var på vej over Lapland hvor de hørte en spæd brægen midt i ødemarken. Og i Lapland er ødemarken virkelig øde! De landede kanen og undersøgte hvor lyden kom fra og fandt en et lille rensdyrkalv begravet i sneen. Det lå klinet op af sin døde mor. "Årh, det lille skind tænk så trist og så på en juleaften" sagde julemanden. "Julemor (det hedder julemandens kone) kan sikkert redde det lille pus" Kalven kom med op i kanen og så fløg de hurtigt mod Julemandens gård. Hjemme blev kalven passet og nusset og voksede hurtigt fra, at være et lille skravl til at være en langbenet teenager. Med de lange ben kunne han ikke være i stuerne mere og kom ud i stalden. I stalden var de 7 andre rensdyr, de havde hørt at han havde fået ekstra god behandling inde hos Julemor og blev jaloux. De havde ellers intet at klage over, de blev nusset hver dag og fik det bedste mad der kunne opdrives.
De andre rensdyr behandlede Rudolf, som han blev kaldt, rigtigt skidt. De drillede ham med hans lange ben og skubbede til ham når han forsøgte at komme op og stå, efter nattens søvn. En dag blev skubberiet ekstra hårdt og Rudolf landede lige på næsen. Da han rejste sig op var hans næse blevet helt rød.

Så var det, at det ældste rensdyr, Konge besindede sig. "Hvor har vi dog været dumme" Sagde han til de andre rensdyr " Rudolf kom hertil, som moderløs og havde brug for os, i stedet har vi været alt andet end hjertelige og venlige. Vi er blevet nusset og fodret hele vores liv, først af vores mor og siden af alle nisserne. Hvor vi skal skamme os!" Der blev mumlet lidt og derefter nikkede alle rensdyrerne skamfulde og samtykkende af Konges ord.

Rensdyrerne gik samlet hen i mod Rudolf, som stod og rystede og troede at hans liv skulle ende. Konge gik forrest, han lagde sig foran Rudolf for at vise, at han ikke ville noget ondt, bag ham lagde hele flokken sig. Rudolf kiggede på alle de liggende rensdyr. "Hvorfor ligger I ned?" Spurgte han stille "Fordi vi har været de dummeste rensdyr der nogensinde har levet. Du har ikke fortjent, at vi har behandlet dig så skidt. Vi vil gerne sige undskyld og bede dig være en del af os" Rudolf kunne slet ikke tro på det, der skete. Det år han havde været i Julemandens gård, havde han  savnet venner og varme. Nu lagde alle rensdyrene sig tæt omkring ham, en gnuppede ham blidt på hovedet, lige som hans mor havde gjort inden hun døde. En skubbede sækken med korn hen til ham og resten varmede ham. Aldrig havde han været så lykkelig. Pludselig begyndte hans næse at lyse. Rudolf prøvede at gemme sin lysende næse, for tænk nu hvis hans nye venner ville skubbe ham væk igen, hvis de så det.

Konge var den første der så det, han kom til at grine. (Det lyder lidt som når grise grynter lavt) De andre så op, så næsen og lo også. Rudolf blev så flov og gemte hele hovedet i den bunke hø han lå på. "Nej, nej kære Rudolf du må ikke gemme dig. Undskyld vi griner, men vi har aldrig set et rensdyr med lysende næse. Det ser så, så anderledes ud" Sagde Amor Hun var et ældre rensdyr og havde set det meste, troede hun. "Kom og se dig selv i den frosne vandpyt her." Rudolf nærmede sig langsomt vandpytten og helt fremme, kiggede han først med det ene øje og så med det andet øje. Nu var lyset gået ud. "Men den lyser jo ikke, I gør bare nar igen" Og så græd han så ulykkeligt som den skæbnesvangre dag.

"Kære Rudolf, vi er dine venner nu og vi lover aldrig, at gøre dig fortræd igen, men din næse lyste og det det er sandt! Det så, så sjovt ud, og vi er da ligeglade vi kan li dig alligevel"
Rudolf kiggede op, blinkede tårerne væk fra øjnene for, at se på Konge som talte. Han kunne se at Konge var oprigtig og pludselig lyste næsen igen. Denne gang kunne han selv se det i frostspejlet. Han så sit eget ansigt og sin røde tud og begyndte selv at grine. " I har ret, det ser ret sjovt ud" Inden længe grinede de alle, ikke kun af næsen, men også bare fordi at latter smitter.

Min morfar fortalte en masse om hvordan Julemanden og Julemor får resten af året til at gå og alt muligt andet, indtil min mor sagde at hun måtte gå. Hun havde jo en aftale med et nisseønske..

Her er et billede af Rudolf, desværre var han ikke i humør til at få næsen til at lyse den dag

Næste søndag kan du atter høre historier fra Julemandens gård.
Hvis du har noget særligt du vil høre om, så sig til! :0)

Hav en dejlig uge!
Julehjertelig hilsen
Fortællerheksen

Så blev det december - ventetid - magisk og stressende som den kan være.
Her kommer en lille adventsgave

Et nisseligt juleeventyr

Er der nogen, der nogensinde har undret sig over sangen Rudolf med den røde tud?
Jeg har båret på en hemmelighed i mange, mange år og nu må jeg altså ud med den.

Da jeg var ca 10 år gammel, var min morfar julemand hos nogle familier vi kendte. Juleaften, efter vi havde fået julemaden og ris a la manden, smuttede han ud og i hemmelighed (troede han) kædte han om. Min mormor hjalp ham med skægget og fik sækken med gaverne stablet op på nakken af ham.
Jeg lurede som regel i gennem et nøglehul, mens min mor havde travlt med at lave kaffe eller rydde op efter julemaden. Der betød, at jeg ikke troede på julemanden og, at jeg blev rigtig god til at lade som om jeg troede min morfar var julemanden. Altså, ind til denne juleaften...

Min morfar kom som regel tilbage en times tid senere, som julemanden. Så fik vi gaver og hyggede resten af aftenen. Denne aften kom han ikke, der gik to timer, der gik tre. Til sidst trak min mormor i tøjet og gik ud for at se om han skulle være faldet. Der havde været et frygteligt snevejr hele dagen, først her til aften var sneen slået om fra næsten storm til stille sne. Min mor og jeg skyndte os at følge med.

Ikke langt fra hvor min mormor og morfar boede, stod min morfar og trak i noget i en snebunke.
Han var helt forfrossen, så han havde ikke mange kræfter. Min mormor skubbede ham væk og fik et godt tag i hvad morfar trak i og trak til. Svup, stod hun og holdt om benet på en meget lille mand. Han var helt blå i ansigtet, havde rødt tøj på og en træsko.

"Det er da heller ikke noget tøj, at tage på når man skal ud i det vejr" Sagde min mormor tørt. Hun var altid meget praktisk anlagt. "Skal vi så se at få varmet de to hø-nisser her op!"
Jeg tog min morfar under armen, min mor og min mormor tog den lille mand. I stuen blev der sat to baljer frem med vand, hvor min morfar og den lille mand havde fødderne i. Vandet blev gradvist varmet op. De var pakket ind i tæpper og sad hver med en  te-toddy( te med en stor sjat cognac) Den lille mand var til at begynde med helt stille og meget blå i huden, men varmen og toddyen hjalp lidt efter lidt. Også på hans mundtøj.. Han takkede for, at være blevet reddet, han var helt sikker på at han skulle ende sine dage i den bunke sne. Og at det var en anden nisse der havde hjulpet ham var han helt benovet over.

Min morfar, som også var ved at komme til sig selv, lyftede skægget ned under hagen og - foran mig - fortalte han, at han ikke var rigtig nisse.
"Jow, det er du altså og det må I andre også være, ellers kunne I ikke se mig!"
Den tyggede vi alle lidt på. Indtil min - praktiske - mormor, sagde venligt.
"Det er muligt vi er lidt nissede, men nisser det er du altså ene om at være, min ven"

Den lille mand, som ganske vidst var en nisse kiggede på os, en for en..
"Jeg forstår ikke, mennesker plejer ikke at kunne se os. Så noget nisseblod må I have i årerne. Det er kun børn og andre væsner der kan se os"
Det kom der en lang snak ud af, den vil jeg ikke trætte jer med. Men snakken endte med at nissen følte, at han var blevet så frisk, at han ville tage afsked. Han rejste sig op og dejsede om.
Så vi bar ham ind i min morfars seng, min mormor lagde nogen varmedumke rundt om ham. Vi stod og så på ham et stykke tid. Tænk, en ægte nisse! Vi havde glemt alt om gaverne, jeg havde i hvert tilfælde.

Om natten skiftedes vi til, at sidde ved ham, han talte i vildelse om julemanden der ventede ham og rensdyr, der skulle strigles om den gode grød han skulle have..

Næste morgen vågnede han, med røde kinder og friske øjne. "Aldrig i mit tohundredeogtreogtyve årige liv, har jeg sovet så godt"
Han fik en stor portion af min mormors risengrød, med det hele. Igen måtte han udbryde " Aldrig i mit tohundredeogtreogtyve årige liv, har jeg smagt grød så god som denne."

Da, han var klar til at tage afsted kom han i tanke om noget.
"Hvor uhøflig kan jeg dog være! Jeg kan da ikke tage afsted uden at give noget som tak. Jeg har desværre ikke så meget magiskstøv tilbage, men det kan du få" (Det gav han til mig) "Og så kan I voksne hver be' mig om en tjeneste."
Min mor bad om, at hun ville finde en go mand, allerede næste dag mødte hun en. Men det er en helt anden historie.
Min mormor bad om, at hun kunne lave alt det hun ville, på den halve tid - resten af hendes liv.
Og min morfar bad om evnen til at kunne fortælle historier...
Nissen nikkede efter hvert ønske og gjorde noget med hænderne, hvor efter der lød et lille smæld.
Da han skulle til at give min morfar sin evne, sagde han:
"Fordi det var dig der fandt mig, vil jeg give dig noget ekstra. Ikke blot evnen til at fortælle historier, men også evnen til at kende alle de historier der er foregået på Julemandens gård"
Min morfar var ellevild.
Allerede 1.juledag et par timer efter nissen var taget af sted, begyndte han at fortælle...
Om Rudolf og hans næse - den historie får du næste søndag.

På glædelig gensyn
Fortællerheksen

Jeg havde desværre ikke nogen billeder af nissen, eller morfar i nissetøj, så I får et julestemnings billede i stedet