Her kommer en lille adventsgave
Et nisseligt juleeventyr
Er der nogen, der nogensinde har undret sig over sangen Rudolf med den røde tud?Jeg har båret på en hemmelighed i mange, mange år og nu må jeg altså ud med den.
Da jeg var ca 10 år gammel, var min morfar julemand hos nogle familier vi kendte. Juleaften, efter vi havde fået julemaden og ris a la manden, smuttede han ud og i hemmelighed (troede han) kædte han om. Min mormor hjalp ham med skægget og fik sækken med gaverne stablet op på nakken af ham.
Jeg lurede som regel i gennem et nøglehul, mens min mor havde travlt med at lave kaffe eller rydde op efter julemaden. Der betød, at jeg ikke troede på julemanden og, at jeg blev rigtig god til at lade som om jeg troede min morfar var julemanden. Altså, ind til denne juleaften...
Min morfar kom som regel tilbage en times tid senere, som julemanden. Så fik vi gaver og hyggede resten af aftenen. Denne aften kom han ikke, der gik to timer, der gik tre. Til sidst trak min mormor i tøjet og gik ud for at se om han skulle være faldet. Der havde været et frygteligt snevejr hele dagen, først her til aften var sneen slået om fra næsten storm til stille sne. Min mor og jeg skyndte os at følge med.
Ikke langt fra hvor min mormor og morfar boede, stod min morfar og trak i noget i en snebunke.
Han var helt forfrossen, så han havde ikke mange kræfter. Min mormor skubbede ham væk og fik et godt tag i hvad morfar trak i og trak til. Svup, stod hun og holdt om benet på en meget lille mand. Han var helt blå i ansigtet, havde rødt tøj på og en træsko.
"Det er da heller ikke noget tøj, at tage på når man skal ud i det vejr" Sagde min mormor tørt. Hun var altid meget praktisk anlagt. "Skal vi så se at få varmet de to hø-nisser her op!"
Jeg tog min morfar under armen, min mor og min mormor tog den lille mand. I stuen blev der sat to baljer frem med vand, hvor min morfar og den lille mand havde fødderne i. Vandet blev gradvist varmet op. De var pakket ind i tæpper og sad hver med en te-toddy( te med en stor sjat cognac) Den lille mand var til at begynde med helt stille og meget blå i huden, men varmen og toddyen hjalp lidt efter lidt. Også på hans mundtøj.. Han takkede for, at være blevet reddet, han var helt sikker på at han skulle ende sine dage i den bunke sne. Og at det var en anden nisse der havde hjulpet ham var han helt benovet over.
Min morfar, som også var ved at komme til sig selv, lyftede skægget ned under hagen og - foran mig - fortalte han, at han ikke var rigtig nisse.
"Jow, det er du altså og det må I andre også være, ellers kunne I ikke se mig!"
Den tyggede vi alle lidt på. Indtil min - praktiske - mormor, sagde venligt.
"Det er muligt vi er lidt nissede, men nisser det er du altså ene om at være, min ven"
Den lille mand, som ganske vidst var en nisse kiggede på os, en for en..
"Jeg forstår ikke, mennesker plejer ikke at kunne se os. Så noget nisseblod må I have i årerne. Det er kun børn og andre væsner der kan se os"
Det kom der en lang snak ud af, den vil jeg ikke trætte jer med. Men snakken endte med at nissen følte, at han var blevet så frisk, at han ville tage afsked. Han rejste sig op og dejsede om.
Så vi bar ham ind i min morfars seng, min mormor lagde nogen varmedumke rundt om ham. Vi stod og så på ham et stykke tid. Tænk, en ægte nisse! Vi havde glemt alt om gaverne, jeg havde i hvert tilfælde.
Om natten skiftedes vi til, at sidde ved ham, han talte i vildelse om julemanden der ventede ham og rensdyr, der skulle strigles om den gode grød han skulle have..
Næste morgen vågnede han, med røde kinder og friske øjne. "Aldrig i mit tohundredeogtreogtyve årige liv, har jeg sovet så godt"
Han fik en stor portion af min mormors risengrød, med det hele. Igen måtte han udbryde " Aldrig i mit tohundredeogtreogtyve årige liv, har jeg smagt grød så god som denne."
Da, han var klar til at tage afsted kom han i tanke om noget.
"Hvor uhøflig kan jeg dog være! Jeg kan da ikke tage afsted uden at give noget som tak. Jeg har desværre ikke så meget magiskstøv tilbage, men det kan du få" (Det gav han til mig) "Og så kan I voksne hver be' mig om en tjeneste."
Min mor bad om, at hun ville finde en go mand, allerede næste dag mødte hun en. Men det er en helt anden historie.
Min mormor bad om, at hun kunne lave alt det hun ville, på den halve tid - resten af hendes liv.
Og min morfar bad om evnen til at kunne fortælle historier...
Nissen nikkede efter hvert ønske og gjorde noget med hænderne, hvor efter der lød et lille smæld.
Da han skulle til at give min morfar sin evne, sagde han:
"Fordi det var dig der fandt mig, vil jeg give dig noget ekstra. Ikke blot evnen til at fortælle historier, men også evnen til at kende alle de historier der er foregået på Julemandens gård"
Min morfar var ellevild.
Allerede 1.juledag et par timer efter nissen var taget af sted, begyndte han at fortælle...
Om Rudolf og hans næse - den historie får du næste søndag.
På glædelig gensyn
Fortællerheksen
Jeg havde desværre ikke nogen billeder af nissen, eller morfar i nissetøj, så I får et julestemnings billede i stedet
