Så blev det tid til det 3. kapitel i jule-advents-eventyret

Den onde Julemand

I dag har jeg været ude med en af nisserne fra Julemandens gård, han havde problemer med, at finde en gave til sin kone. Jeg tilbød ham, at hjælpe og.. nej! måske skulle jeg begynde fra begyndelsen.

Helt tilbage til den juleaften, hvor jeg fik det magiske støv af en nisse, har jeg haft en god nisseven. Naturligvis den selv samme nisse, som vi hjalp op af snedriven. Han hedder i øvrigt Niss Bond, (han er født med navnet Hansen, men han synes Bond lyder sejere) Niss kommer forbi et par gange om året og så fejrer vi hvad der lige er at fejre.. Han har fortalt mig en historie, som min morfar aldrig fortalte mig som barn, og jeg forstår godt hvorfor..

Historien foregik for ca 100 år siden, i Grønland på Julemandens gård. En stormfuld nat sidst i november, bankede det højlydt på døren til Julemandens gård. Julemor åbnede og ind væltede sne og blæst. Julemor blev blæst omkuld, slog hovedet mod en stol og gik ud som et lys. Noget tid senere, da kom hun til sig selv var døren lukket og alt var stille. Så, hun blev enig med sig selv om, at hun måtte havde gået i søvne, havde drømt og var faldet, så hun gik i seng igen. 

Næste morgen var Julemanden morgensur, eller rettere fuldstændig ral og rasende. Det var lige meget hvad alle gjorde eller sagde, de fik skæld ud og værst gik det ud over Julemor. Da dagen var omme, var Julemor grædefærdig, hun søgte ned på legetøjs fabrikken. Her sad over tusinde nisser i mørke og kulde og frøs. De var blevet fyret, for "Hvem gider have det grimme legetøj I laver!" havde Julemanden sagt. 

Julemor sad længe i mørket og kulden, sammen med nisserne. De snakkede om Julemanden var blevet syg, han som plejer at være den rareste mand i hele verden. Fuld af godt humør og venlige ord. "Måske er han blevet træt af at være så sød og rar" sagde en meget ung nisse. "Nej, det bliver han aldrig! Noget er galt, rivende galt!"  Det kunne de alle blive enige om, men ikke hvad de skulle gøre, så Julemor måtte gå hjem til sin gale Julemand.

Da hun kom hjem var han mere end rasende over, at hun ikke havde lavet hans mad og da hun varmede en portion risengrød, som er hans livret, blev han om muligt endnu mere rasende. "Skal jeg spises af med sådan en klat lunken rissplat!! Jeg vil have flæskesteg med sovs og kartofler!" Nu blev det for meget for Julemor. Hun pakkede lidt tøj og gik hjem til sin mor. Her fortalte hun stortudende hvad der var sket. 

Julemors mor var en gammel klog kone, som havde forstand på lidt af hvert, især på troldomskunster. 

"Han er blevet forhekset og hvis jeg gætter rigtigt, så er det Isheksen Milutta. Hun er en værre strigle. Da hun var yngre ville hun have Julemanden til mand, således at hun kunne få det ærefulde erhverv som Julemor. Men han var faldet for dig og ville ikke vide af hende. Siden har hun forsøgt at drille ham, men nu er hun gået over stregen!" Julemors mor gik i køkkenet og bryggede en bryg. "Giv Julemanden det her i morgen-øllen, så skal du se løjer. Men sørg for at få Milutta til at komme og se på!"

"Hvordan skal jeg dog få hende til at komme? Jeg ved ikke engang hvor hun bor? " Sagde Julemor endnu en gang grædefærdig. "Tør dine øjne, mit barn. Her er en fløjte, fløjt to gange i den inden du lægger dig til at sove. I morgen står der en hest med slæde foran Julemandens gård. Du hvisker i hestens øre hvem den skal finde og snart vil du få besøg. Hun vil sikkert være sur, for hun har ikke noget andet valg end at følge med"

Julemor takkede sin mor, gik hjem og fløjtede i fløjten og lagde sig til at sove ved siden af en stor-snorkende Julemand. 

Næste morgen stod der en hest med slæde. Julemor gjorde som hendes mor havde sagt. Snart stod slæden med en hvæsende og spruttende Isheks. Julamanden var netop stået op, havde sat sig ved morgenbordet. Skældende og smældende rakte han ud efter øllet, med sin svigermors drik i. Han tømte kruset i en slurk og blev helt stille. I få sekunder troede Julemor, at drikken ikke virkede. Pludselig sprang han op, mens han tog sig til maven, hvorpå han løb uden for. Ud hvor Isheksen sad magisk bundet til slæden, her tog Julemanden et fast greb i Isheksen og åbnede munden, ud fra hans mund stod en mørk sky. Skyen fløj fra ham og over på Isheksen, som satte i et hyl. Skyen hvirvlede rundt om hende, hev i hendes hår, rev hendes kinder, flåede i hendes tøj. Hun bad om nåde, tiggede og bad for sit liv. 

Julemors mor, kom gående gennem snedriverne, sagde med høj og skarp stemme: "Hvis du forlader området, for aldrig mere at sætte dine ben her, skal du frisættes for dine plager, Milutta"

"Jeg lover, aldrig mere at komme og aldrig mere at genere Julemanden igen, bare jeg slipper for dette"

I det samme lettede skyen og hesten galopperede væk med Isheksen.

Julemanden, som godt kunne huske hvert et ondt ord han havde sagt under sin forbandelse, havde travlt med at få sagt undskyld. Alle var forstående og glade for at få deres glade Julemand tilbage. 

Naturligvis blev der holdt stor fest på Julemandens gård den aften, hvor alle fra landsbyen var med.

Nisser forstår at feste og fejrer hver en ting, som er værd at fejre!

Hav en skøn og julerig uge.

På gensyn 4.advent

Julelig hilsen

Fortæller Heksen

Djævelens Poppel

Djævelens Poppel; handler om pigen Liva der ufrivilligt bliver kastet ud i eventyr. Hun må kæmpe i mod et magisk træ, som vil dræbe alt på sin vej, hvis ikke Liva får det bekæmpet. 

Nogen har måske fulgt Liva her på bloggen? Nu er bogen her.

Den koster 110,- Her i december kan den bestilles til 100,- + forsendelse

Bestil hos livingstories.cs@gmail.com 

Adventsgave fra fortællerheksen

Her er 2. afsnit af juleeventyret - Rudolf og hans næse

Min morfar satte sig godt til rette, med endnu en kop te-toddy og begyndte at fortælle.
"Det meste af det vi tror vi ved om julemanden, er helt forkert! Han bor rigtig nok hvor der er sne og frost, men der er ikke en, men flere Julemænd. En for hver jule zone. Der er 24 jule zoner i verden, som hver er delt ind alt efter hvor mange der tror på ham. Således at hver julemand har lige meget arbejde, at udføre hver jul"
"Morfar, det er sikkert spændende for en juleforsker, men har du ikke en rigtig historie fra Julemandens gård? Morfar kiggede på mig med alvorlig og let bebrejdende mine, som om han var blevet forstyrret i en forelæsning på et stort universitet. "Nå, ja hvis du synes det er mere spændende" Jeg nikkede og kunne se at min mor og mormor gjorde det samme.

"Jamen så får I den om Rudolf!"

"Rudolf er et rensdyr, det ved alle, men hvad alle ikke ved, er hvorfor hans næse er rød. Det ved jeg!
Julemanden har 8 rensdyr. Deres navne er Springer, Danser, Konge, Komet, Amor, Torden, lyn og Rudolf. I mange år havde Julemanden kun 7 rensdyr.

En jul for mange, mange år siden var kanen med Julemanden og nisser på vej hjem fra en god juleaften i julezone 2, som er vores her i norden med diverse små øer og... nå, men de var på vej over Lapland hvor de hørte en spæd brægen midt i ødemarken. Og i Lapland er ødemarken virkelig øde! De landede kanen og undersøgte hvor lyden kom fra og fandt en et lille rensdyrkalv begravet i sneen. Det lå klinet op af sin døde mor. "Årh, det lille skind tænk så trist og så på en juleaften" sagde julemanden. "Julemor (det hedder julemandens kone) kan sikkert redde det lille pus" Kalven kom med op i kanen og så fløg de hurtigt mod Julemandens gård. Hjemme blev kalven passet og nusset og voksede hurtigt fra, at være et lille skravl til at være en langbenet teenager. Med de lange ben kunne han ikke være i stuerne mere og kom ud i stalden. I stalden var de 7 andre rensdyr, de havde hørt at han havde fået ekstra god behandling inde hos Julemor og blev jaloux. De havde ellers intet at klage over, de blev nusset hver dag og fik det bedste mad der kunne opdrives.
De andre rensdyr behandlede Rudolf, som han blev kaldt, rigtigt skidt. De drillede ham med hans lange ben og skubbede til ham når han forsøgte at komme op og stå, efter nattens søvn. En dag blev skubberiet ekstra hårdt og Rudolf landede lige på næsen. Da han rejste sig op var hans næse blevet helt rød.

Så var det, at det ældste rensdyr, Konge besindede sig. "Hvor har vi dog været dumme" Sagde han til de andre rensdyr " Rudolf kom hertil, som moderløs og havde brug for os, i stedet har vi været alt andet end hjertelige og venlige. Vi er blevet nusset og fodret hele vores liv, først af vores mor og siden af alle nisserne. Hvor vi skal skamme os!" Der blev mumlet lidt og derefter nikkede alle rensdyrerne skamfulde og samtykkende af Konges ord.

Rensdyrerne gik samlet hen i mod Rudolf, som stod og rystede og troede at hans liv skulle ende. Konge gik forrest, han lagde sig foran Rudolf for at vise, at han ikke ville noget ondt, bag ham lagde hele flokken sig. Rudolf kiggede på alle de liggende rensdyr. "Hvorfor ligger I ned?" Spurgte han stille "Fordi vi har været de dummeste rensdyr der nogensinde har levet. Du har ikke fortjent, at vi har behandlet dig så skidt. Vi vil gerne sige undskyld og bede dig være en del af os" Rudolf kunne slet ikke tro på det, der skete. Det år han havde været i Julemandens gård, havde han  savnet venner og varme. Nu lagde alle rensdyrene sig tæt omkring ham, en gnuppede ham blidt på hovedet, lige som hans mor havde gjort inden hun døde. En skubbede sækken med korn hen til ham og resten varmede ham. Aldrig havde han været så lykkelig. Pludselig begyndte hans næse at lyse. Rudolf prøvede at gemme sin lysende næse, for tænk nu hvis hans nye venner ville skubbe ham væk igen, hvis de så det.

Konge var den første der så det, han kom til at grine. (Det lyder lidt som når grise grynter lavt) De andre så op, så næsen og lo også. Rudolf blev så flov og gemte hele hovedet i den bunke hø han lå på. "Nej, nej kære Rudolf du må ikke gemme dig. Undskyld vi griner, men vi har aldrig set et rensdyr med lysende næse. Det ser så, så anderledes ud" Sagde Amor Hun var et ældre rensdyr og havde set det meste, troede hun. "Kom og se dig selv i den frosne vandpyt her." Rudolf nærmede sig langsomt vandpytten og helt fremme, kiggede han først med det ene øje og så med det andet øje. Nu var lyset gået ud. "Men den lyser jo ikke, I gør bare nar igen" Og så græd han så ulykkeligt som den skæbnesvangre dag.

"Kære Rudolf, vi er dine venner nu og vi lover aldrig, at gøre dig fortræd igen, men din næse lyste og det det er sandt! Det så, så sjovt ud, og vi er da ligeglade vi kan li dig alligevel"
Rudolf kiggede op, blinkede tårerne væk fra øjnene for, at se på Konge som talte. Han kunne se at Konge var oprigtig og pludselig lyste næsen igen. Denne gang kunne han selv se det i frostspejlet. Han så sit eget ansigt og sin røde tud og begyndte selv at grine. " I har ret, det ser ret sjovt ud" Inden længe grinede de alle, ikke kun af næsen, men også bare fordi at latter smitter.

Min morfar fortalte en masse om hvordan Julemanden og Julemor får resten af året til at gå og alt muligt andet, indtil min mor sagde at hun måtte gå. Hun havde jo en aftale med et nisseønske..

Her er et billede af Rudolf, desværre var han ikke i humør til at få næsen til at lyse den dag

Næste søndag kan du atter høre historier fra Julemandens gård.
Hvis du har noget særligt du vil høre om, så sig til! :0)

Hav en dejlig uge!
Julehjertelig hilsen
Fortællerheksen

Så blev det december - ventetid - magisk og stressende som den kan være.
Her kommer en lille adventsgave

Et nisseligt juleeventyr

Er der nogen, der nogensinde har undret sig over sangen Rudolf med den røde tud?
Jeg har båret på en hemmelighed i mange, mange år og nu må jeg altså ud med den.

Da jeg var ca 10 år gammel, var min morfar julemand hos nogle familier vi kendte. Juleaften, efter vi havde fået julemaden og ris a la manden, smuttede han ud og i hemmelighed (troede han) kædte han om. Min mormor hjalp ham med skægget og fik sækken med gaverne stablet op på nakken af ham.
Jeg lurede som regel i gennem et nøglehul, mens min mor havde travlt med at lave kaffe eller rydde op efter julemaden. Der betød, at jeg ikke troede på julemanden og, at jeg blev rigtig god til at lade som om jeg troede min morfar var julemanden. Altså, ind til denne juleaften...

Min morfar kom som regel tilbage en times tid senere, som julemanden. Så fik vi gaver og hyggede resten af aftenen. Denne aften kom han ikke, der gik to timer, der gik tre. Til sidst trak min mormor i tøjet og gik ud for at se om han skulle være faldet. Der havde været et frygteligt snevejr hele dagen, først her til aften var sneen slået om fra næsten storm til stille sne. Min mor og jeg skyndte os at følge med.

Ikke langt fra hvor min mormor og morfar boede, stod min morfar og trak i noget i en snebunke.
Han var helt forfrossen, så han havde ikke mange kræfter. Min mormor skubbede ham væk og fik et godt tag i hvad morfar trak i og trak til. Svup, stod hun og holdt om benet på en meget lille mand. Han var helt blå i ansigtet, havde rødt tøj på og en træsko.

"Det er da heller ikke noget tøj, at tage på når man skal ud i det vejr" Sagde min mormor tørt. Hun var altid meget praktisk anlagt. "Skal vi så se at få varmet de to hø-nisser her op!"
Jeg tog min morfar under armen, min mor og min mormor tog den lille mand. I stuen blev der sat to baljer frem med vand, hvor min morfar og den lille mand havde fødderne i. Vandet blev gradvist varmet op. De var pakket ind i tæpper og sad hver med en  te-toddy( te med en stor sjat cognac) Den lille mand var til at begynde med helt stille og meget blå i huden, men varmen og toddyen hjalp lidt efter lidt. Også på hans mundtøj.. Han takkede for, at være blevet reddet, han var helt sikker på at han skulle ende sine dage i den bunke sne. Og at det var en anden nisse der havde hjulpet ham var han helt benovet over.

Min morfar, som også var ved at komme til sig selv, lyftede skægget ned under hagen og - foran mig - fortalte han, at han ikke var rigtig nisse.
"Jow, det er du altså og det må I andre også være, ellers kunne I ikke se mig!"
Den tyggede vi alle lidt på. Indtil min - praktiske - mormor, sagde venligt.
"Det er muligt vi er lidt nissede, men nisser det er du altså ene om at være, min ven"

Den lille mand, som ganske vidst var en nisse kiggede på os, en for en..
"Jeg forstår ikke, mennesker plejer ikke at kunne se os. Så noget nisseblod må I have i årerne. Det er kun børn og andre væsner der kan se os"
Det kom der en lang snak ud af, den vil jeg ikke trætte jer med. Men snakken endte med at nissen følte, at han var blevet så frisk, at han ville tage afsked. Han rejste sig op og dejsede om.
Så vi bar ham ind i min morfars seng, min mormor lagde nogen varmedumke rundt om ham. Vi stod og så på ham et stykke tid. Tænk, en ægte nisse! Vi havde glemt alt om gaverne, jeg havde i hvert tilfælde.

Om natten skiftedes vi til, at sidde ved ham, han talte i vildelse om julemanden der ventede ham og rensdyr, der skulle strigles om den gode grød han skulle have..

Næste morgen vågnede han, med røde kinder og friske øjne. "Aldrig i mit tohundredeogtreogtyve årige liv, har jeg sovet så godt"
Han fik en stor portion af min mormors risengrød, med det hele. Igen måtte han udbryde " Aldrig i mit tohundredeogtreogtyve årige liv, har jeg smagt grød så god som denne."

Da, han var klar til at tage afsted kom han i tanke om noget.
"Hvor uhøflig kan jeg dog være! Jeg kan da ikke tage afsted uden at give noget som tak. Jeg har desværre ikke så meget magiskstøv tilbage, men det kan du få" (Det gav han til mig) "Og så kan I voksne hver be' mig om en tjeneste."
Min mor bad om, at hun ville finde en go mand, allerede næste dag mødte hun en. Men det er en helt anden historie.
Min mormor bad om, at hun kunne lave alt det hun ville, på den halve tid - resten af hendes liv.
Og min morfar bad om evnen til at kunne fortælle historier...
Nissen nikkede efter hvert ønske og gjorde noget med hænderne, hvor efter der lød et lille smæld.
Da han skulle til at give min morfar sin evne, sagde han:
"Fordi det var dig der fandt mig, vil jeg give dig noget ekstra. Ikke blot evnen til at fortælle historier, men også evnen til at kende alle de historier der er foregået på Julemandens gård"
Min morfar var ellevild.
Allerede 1.juledag et par timer efter nissen var taget af sted, begyndte han at fortælle...
Om Rudolf og hans næse - den historie får du næste søndag.

På glædelig gensyn
Fortællerheksen

Jeg havde desværre ikke nogen billeder af nissen, eller morfar i nissetøj, så I får et julestemnings billede i stedet

Fortrudt, frustreret eller fuld af forfreude??

Kan man prutte om prisen for et liv

Der er fuld af fuldskab

Tomt for tomhed

Skal man

Har man retten på sin side

Hvis det er hovedsagen

Der skal rettes

Kan man

Bør man glædes ved et nedslag

Når det er amors pil

Der er slået ned

Jeg kan

Kom og hør Fortæller-heksen live!

I anledningen af Allehelgenes aften

Onsdag d. 31. okt kl.19.30 fortæller Fortæller-heksen u-hyggelige historier, både egne og andres, 

 

Har du mod på at komme - og tag gerne din mor, naboen eller kæresten med - så skriv til:

livingstories.cs@gmail.com - Så får du oplyst adressen.

U-huuuu

:0) Fortæller-heksen

Kære læser!

Om lidt er sidste blogversion af Henryetta Hawk skrevet og i luften - resten af hendes eventyr kan du følge ved at abonnere på den via mail.
Skriv til livingstories.cs@gmail.com og fortæl du vil have resten af historien, afsnit for afsnit.
Go læselyst
Fortællerheksen

Her er en smagsprøve på min næste bog... 

Henryetta Hawk

Fortiden kalder

Morgen, alt for tidligt. Jeg sjosker igennem køkkenet, sætter vand over til te, i gangen 

samler jeg dagens post op. En sølle kuvert med mit navn på. Ingen adresse. Jeg ligger 
søvnigt kuverten fra mig på køkkenbordet, gaber mens jeg tilbereder min te og får øje 
på kuverten igen igennem mine tårefyldte øjne. Ingen adresse!

Jeg flår brevet op. Der står med krøllede og svært læselige bogstaver;

Kjaere efterkommer af H. Hawk. Eftersom du er den eneste nulevende efterkommer af 
Henryetta Hawk bedes du møde op hos Hr. Advokat H.C. Studsebjerg på fredag kl.9.00

Ingen adresse, ingen underskrift - og hvem pokker er Henryetta Hawk??

Fredag er i morgen, der har jeg fri. Jeg søger uden held på nettet efter en H. C. 
Studsebjerg. Til sidst ringer jeg til Advokatsamfundet for, at høre om de kender til Hr. 
Studsebjerg. Han har kontor i Dragør, Kongelundsvej 700. Hele dagen er jeg mentalt 
fraværende på arbejde, overvejer konstant om jeg skal tage derhen, om jeg skal tage 
nogen med, eller om det hele er en joke.

Beslutningen tager sig selv. Næste morgen vågner jeg tidligere end jeg plejer. Jeg

klæder mig på som, om jeg skal på overlevelsestur og begiver mig afsted. Lidt i 8 er
jeg på Kongelundsvejen og opdager at den ender ved nr 658. Jeg bliver svært skuffet og 
begiver mig hen mod busstopstedet for at vente på returbussen.

Ved busstopstedet står en lille og meget buttet mand.
"Er dit navn Signe Rosalina Høg?"

Jeg vender mig overrasket og forskrækket om.
"Hvem spørger? Svarer jeg i en snerrende tone.
"Undskyld, min uhøflighed. "Svarer manden og tager en latterlig lille hat af med sine 
meget buttede fingre. Jeg når at undre mig over, at han overhovedet kan holde den lille 
hat på sit store hovede

"Mit navn er Hans Christian Studsebjerg, Advokat. Jeg beklager denne lidt besynderlige 
måde at lokke Dem herhen."

Hele min krop må signalere alarmberedskab, da han fortsætter:
"Jeg beklager virkelig, men det er yderst nødvendigt at tage sådanne forholdsregler. I 
tilfælde af nogle skulle forfølge Dem"
"Hvem skulle forfølge mig og hvorfor skulle de dog det??"
"Kom! Kom med denne vej."

Advokaten, eller hvem han nu er, tager min hånd og begynder at hive mig mod en lille 
græssti mellem to hække, som virker til ikke at blive brugt så ofte, for græsset er højt.. 
og vådt.

Resten af Henryettas eventyr kan læses i bogen som udkommer engang i 2013

Kære læser!
Jeg har indledt mig på endnu et eventyr. Denne gang om en pirat, men selvfølgelig ikke en helt almindelig en af slagsen.. Følg med i Henryetta Hawk. Hvis du vil være sikker på at læse det sidst nye afsnit, så tilmeld dig mail servicen aller nederst på siden.
Go sommer og husk at der venter et eventyr lige om hjørnet, hvis du vil :0)

Fik du ikke læst hele Djævelens Poppel så udkommer den som bog til efteråret 2012 - følg med her - for her kommer et link til hvor den kan købes :0)