Her kommer et lille juleeventyr.
Eventyret om Rudolf og den røde tud
Min
morfar var den bedste fortæller, da jeg var barn. Hver gang min mor og jeg
besøgte mine bedsteforældre, fik vi historier. Han fortalte, at alle historier
var sande. At han havde hørt dem fra en nisse. Vi nikkede altid, smilende og
bad ham fortælle.
Min
morfar satte sig godt til rette, med endnu en kop te-toddy.
"Det
meste af det vi tror vi ved om julemanden, er helt forkert! Han bor rigtig nok
hvor der er sne og frost, men der er ikke en – der er flere Julemænd. En for
hver jule-zone. Der er firetyve jule-zoner i verden. Hver zone er delt ind alt
efter hvor mange der tror på ham. Således at hver julemand har lige meget
arbejde, at udføre hver jul"
"Morfar,
det er sikkert spændende for en juleforsker, men har du ikke en rigtig historie
fra Julemandens gård? ”
Morfar
kiggede på mig med øjenbrynene helt oppe i panden.
"Nå,
ja hvis du synes det er mere spændende"
Jeg
nikkede og kunne se at min mor og mormor gjorde det samme.
"Jamen
så får I den om Rudolf. Rudolf er et rensdyr, det ved alle, men hvad alle ikke
ved, er hvorfor hans næse er rød. Det ved jeg.
Julemanden
har otte rensdyr. Deres navne er Springer, Danser, Konge, Komet, Amor, Torden,
lyn og Rudolf. I mange år havde Julemanden kun syv rensdyr. ”
En
jul for mange, mange år siden var kanen med Julemanden og nisser på vej hjem fra
en god juleaften i Julezone To, som er vores her i norden med diverse små øer
og... nå, men de var på vej over Lapland hvor de hørte en spæd brægen midt i
ødemarken.
I
Lapland er ødemarken virkelig øde. De landede kanen og undersøgte hvor lyden
kom fra og fandt en et lille rensdyrkalv begravet i sneen. Det lå klinet op af
sin døde mor. "Årh, det lille skind tænk så trist og så på en
juleaften" Sagde
julemanden.
Julemor
(det hedder julemandens kone) kan sikkert redde det lille pus"
De
fløj hurtigt mod Julemandens gård.
Hjemme
på gården fik kalven navnet Rudolf, og han blev passet og nusset, så han snart
voksede fra at være et lille skravl til at være en langbenet teenager. Med de
lange ben kunne han ikke være i stuerne mere og kom ud i stalden.
I
stalden var de syv andre rensdyr. De havde hørt, at han havde fået ekstra god
behandling inde hos Julemor og var jaloux. De havde ellers intet at klage over,
de blev nusset hver dag og fik det bedste mad der kunne opdrives.
De
andre rensdyr behandlede Rudolf, rigtigt skidt. De drillede ham med hans lange
ben og skubbede til ham når han forsøgte at komme op og stå, efter nattens
søvn.
En
dag blev skubberiet ekstra hårdt og Rudolf landede lige på næsen. Da han rejste
sig op var hans næse blevet helt rød.
Da
var det, at det ældste rensdyr, Konge besindede sig.
"Hvor
har vi dog været dumme"Sagde
han til de andre rensdyr
"
Rudolf kom hertil, som moderløs og havde brug for os, i stedet har vi været alt
andet end hjertelige og venlige. Vi er blevet nusset og fodret hele vores liv,
først af vores mor og siden af alle nisserne. Hvor vi skal skamme os!"
Der
blev mumlet lidt og derefter nikkede alle rensdyrene skamfulde.
Rensdyrene
gik samlet hen i mod Rudolf, som stod og rystede og troede at hans liv skulle
ende. Konge gik forrest, han lagde sig foran Rudolf for at vise, at han ikke
ville noget ondt, bag ham lagde hele flokken sig. Rudolf kiggede på alle de
liggende rensdyr.
"Hvorfor
ligger I ned?" Spurgte han stille
"Fordi
vi har været de dummeste rensdyr der nogensinde har levet. Du har ikke
fortjent, at vi har behandlet dig så skidt. Vi vil gerne sige undskyld og be’
dig være en af os"
Rudolf
kunne slet ikke tro på det, der skete. Det år han havde været i Julemandens
gård, havde han savnet venner og mest af alt ønsket sig at være et jule rensdyr.
Nu
lagde alle rensdyrene sig tæt omkring ham, en gnubbede ham blidt på hovedet,
lige som hans mor havde gjort inden hun døde. En skubbede sækken med korn hen
til ham og resten varmede ham. Aldrig havde han været så lykkelig. Pludselig
begyndte hans næse at lyse.
Rudolf
prøvede at gemme sin lysende næse, for tænk nu hvis hans nye venner ville
skubbe ham væk igen, hvis de så det.
Konge
var den første der så det, han kom til at grine. (Det lyder lidt som når grise
grynter lavt) De andre så op, så næsen og lo også. Rudolf blev så flov og gemte
hele hovedet i den bunke hø han lå på.
"Nej,
nej kære Rudolf du må ikke gemme dig. Undskyld vi griner, men vi har aldrig set
et rensdyr med en lysende næse. Det ser så, så anderledes ud" Sagde Amor, hun
var et ældre rensdyr og havde set det meste, troede hun.
"Kom
og se dig selv i den frosne vandpyt her."
Rudolf
nærmede sig langsomt vandpytten og helt fremme, kiggede han først med det ene
øje og så med det andet øje. Nu var lyset gået ud.
"Men
den lyser jo ikke, I gør bare nar igen" Og så græd han så ulykkeligt som
den skæbnesvangre dag.
"Kære
Rudolf, vi er dine venner nu og vi lover aldrig at gøre dig fortræd igen, men
din næse lyste og det det er sandt! Det så, så sjovt ud, og vi er da ligeglade
vi kan li dig alligevel"
Rudolf
kiggede op, blinkede tårerne væk fra øjnene for at se på Konge som talte. Han
kunne se, at Konge var oprigtig og pludselig lyste næsen igen. Denne gang kunne
han selv se det i frostspejlet. Han så sit eget ansigt og sin røde tud og
begyndte selv at grine.
"I har ret, det ser ret sjovt ud"
Inden
længe grinede de alle, ikke kun af næsen, men også bare fordi at latter
smitter.
Gode
jule-hjerte-ønsker for dig og din familie
Fortællerheksen
