Henryetta Hawk - en pirathistorie
Historien om en dansk pige i der i det 18. århundrede oplever, at blive enke i et tidlig alder. Hun arver et magisk kort, som fører hende mod mange skatte. Det lykkedes hende at få hemmelighederne ud af kortet, og begiver sig mod den største skat af alle.Sultan Alladihn el Sulemanns skat. Efter en rejse over Bulgarien, hvor hun bliver kidnappet, får et barn, bliver befriet af sine venner drengene Bill, Will og Christian, begiver Henryetta og hendes venner sig mod det endelige mål. I afsnittet her befinder Henryetta og hendes venner sig i en parallel verden.Men det mest forunderlige er at hun har været i live indtil 2013, hvor hendes tip tip oldebarn bliver kontaktet af en mærkelig advokat. Det er ham der fortæller historien...
Ro, som
var kommet først til balkonens kant, stod med åben mund og så på en have med et
stort bassin, fuld af vand og et springvand i midten. Blomster i alle farver,
blomstrende træer og træer med frugter, fugle i alle størrelser fløj eller gik
rundt. Små aber løb rundt og spiste frugterne, drillede fuglene. Pludselig
dukkede en abe op foran Ro. Hun hoppede af forskrækkelse, men genvandt hurtig
besindelsen.
Aben
var nysgerrig og kravlede op på Ro. De andre stod og så på haven og Ro med
samme forundring som Ro havde gjort.
”Hvor
kom du fra, lille ven?” Ro kiggede ud over balkonkanten og så et reb som var
bundet til en af balkonens balustre.
”Nåe,
du er kravlet op af rebet”
Hun
aede aben, som takkede ved at hive hende i håret, hoppede tilbage på balkonens
kant og fortsatte ind langs en smal gang på etagen.
Da hun
vendte opmærksomheden mod gruppen igen, var Will på vej ned af rebet.
Resten af gruppen fulgte efter som perler på en snor, da han
stod sikkert nede og holdt rebet.. Bill blev ved med at lade de andre komme foran, til han til sidst
stod alene oppe.
”Kom nu
onkel Bill, her er så smukt”
”Jeg
tør ikke” Lød det meget stille oppe fra
”Hva
sagde du??” Lød det skrapt fra Henryetta
”Jamen,
jeg tør ikke. Jeg er bange for højder og der er meget lang ned”
”Kom nu
din landkrabbe” Det var en af sømændene, som altid var hjælpsom og altid
smilede. Selv når det var storm og skibet blev slynget rundt. Han blev kaldt
smilende Soren, han var vidst nok svensk.
Bill
kravlede over balkonkanten med så meget møje, at de andre var ved at tisse i
bukserne af grin.
”Ja,
gør I bare nar. I.. I vandskabninge! I hallunker… I klabautermænd!”
Da han
endelig var nede, rystede han så meget over hele kroppen, at han havde svært ved
at stå stille. Han tog et skridt tilbage for ikke, at falde og trådte uden for
stien, på en smuk rød blomst. Solen havde skinnet i haven, indtil dette
sekund. Himmelen blev omgående mørkegrå, dyrene flygtede i læ og en regn så
hård, at den slog alle blomster og blade til jorden, faldt kort efter. Regnens
styrke tiltog for hvert øjeblik.
”Vi må
i ly for regnen inden den skader os”
En
pompøs indgang med statuer der vogtede på begge sider, viste sig til venstre
for den indgang de havde benyttet tidligere. Indgangen lå for enden af en smal
sti, gemt bag nogle træer, som nu igen var nøgne, på grund af regnen.
Da hele
gruppen var samlet under halvtaget, var regnen så stærk at de kunne se barken
på det nærmeste træ, blev skrællet af. Bag dem var en kæmpe port, af
massiv træ. Mønstret på porten viste en masse blomster viklet ind i hinanden og
i midten et skelethoved, med dybe øjenhuler. Porten var låst, eller i hvert fald
ikke til at få op.
Regnen styrtede ubønhørligt ned over haven og Ro
spekulerede på om alle dyrene var nået i sikkerhed. Imens stod Bill, Will,
Christian og Henryetta og kiggede fra kortet til porten og tilbage igen.
De
sømænd der var taget med, stod enten og stirrede tomt ud i regnen eller fulgte
med i samtalen om porten. Flere af dem havde undervejs
både fortrudt og tvivlet på rejsen. Ingen sagde noget og alle håbede, at Henryettas
historier viste sig at være sande. Tanken om at vende hjem tomhændet efter, at
havde været alt dette igennem… Eller endnu værre, at strande i denne verden,
for aldrig mere at gense familien, kæresten, kone og børn.
”Der
skal indsættes noget i øjenhulerne på kraniet" Will stod med begge
pegefingre i hver øjenhule. Bill kiggede op fra kortet.
”Ja,
her står – hm hm - noget med noget der er blodrødt. Noget af teksten mangler.
Vi skal finde noget blodrødt, at komme ind i øjnene på kraniet på døren.”
Der lød
et højt klik fra døren.
”Blod,
er jo blodrødt” Ro stirrede på Will som stod helt forstenet og stirrede på sine
pegefingre, eller resterne af dem. Hans brøl lød som de kameler der havde
vækket dem om morgenen.
Henryetta skyndte at komme Will til hjælp, inden han
besvimede.
I det
samme gav døren efter og åbnede bag dem med et suk. Lige inden for døre forbandt Henryetta
Will, med assistance fra en af sømændene. Imens så de andre sig om i
rummet.
Inde for døren gik man et par trin ned. Rummet var oplyst af en fakkel,
som blev tændt i det døren åbnede sig. Rummet var halvmåneformet, i midten stod
en stensarkofag, bag den var tre døre der gik i hver sin retning. Bill
undersøgte dørene, som alle viste sig at være låste. Dørene havde ingen mønstre
og intet adskilte den ene dør fra den anden. Sarkofagens låg var tungt, men
ikke tungere end at da alle skubbede til, rykkede det sig lige nok til man
kunne se ned i den...
